Tjenesteydelsesloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af tjenesteydelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om tjenesteydelser i det indre marked

Lov nr. 384 af 25. maj 2009,
som ændret ved lov nr. 1871 af 29. december 2015

Kapitel 2 1 Definitioner
§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Tjenesteydelse: Enhver selvstændig erhvervsvirksomhed, som normalt udføres mod betaling.

  • 2) Tjenesteyder:

    • a) Enhver fysisk person, der er statsborger i et EU/EØS-land, og som udbyder en tjenesteydelse.

    • b) Enhver juridisk person, der er etableret i et EU/EØS-land, og som udbyder en tjenesteydelse.

  • 3) Tjenestemodtager:

    • a) Enhver fysisk person, der er statsborger i et EU/EØS-land, eller som nyder rettigheder, der er tillagt vedkommende ved fællesskabsretsakter, når den pågældende i erhvervsøjemed eller andet øjemed aftager eller ønsker at aftage en tjenesteydelse.

    • b) Enhver juridisk person, der er etableret i et EU/EØS-land, når den pågældende i erhvervsøjemed eller andet øjemed aftager eller ønsker at aftage en tjenesteydelse.

  • 4) Etablering: Tjenesteyderes faktiske udøvelse af erhvervsvirksomhed i et ikke nærmere angivet tidsrum fra et fast forretningssted, hvorfra aktiviteten med levering af tjenesteydelser udføres.

  • 5) Midlertidig levering af tjenesteydelser: Levering af tjenesteydelser i et andet EU/EØS-land end det EU/EØS-land, hvor tjenesteyderen er etableret.

  • 6) Tilladelsesordning: Enhver ordning, hvorefter optagelse, udøvelse eller anvendelse af tjenesteydelser er betinget af en forudgående tilladelse fra en kompetent myndighed.

  • 7) Krav: Enhver forpligtelse, forbud, betingelse eller begrænsning, der følger af lov, regler fastsat i medfør af lov, retspraksis, administrativ praksis, faglige foreningers regler eller af kollektive regler, som faglige sammenslutninger og erhvervsorganisationer har vedtaget som led i deres retlige autonomi. Regler fastsat i kollektive aftaler, som er forhandlet med arbejdsmarkedets parter, anses ikke for at være krav i henhold til denne lov.

  • 8) Tvingende almene hensyn: Hensyn anerkendt i EF-Domstolens praksis som tvingende almene hensyn, herunder den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, den offentlige sundhed og beskyttelsen af miljøet m.v.

  • 9) Kompetent myndighed: Ethvert organ, som har til opgave at føre tilsyn med eller regulere adgangen til at optage og udøve tjenesteydelser.