Tøndermarskloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af tøndermarskloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken

Lov nr. 111 af 12. marts 1988,
jf. lovbekendtgørelse nr. 691 af 26. maj 2023

Kapitel 2 1 Formål
§ 2

Loven har til formål at bevare Tøndermarskens ydre koge og den nedre del af Vidå-systemet som et samlet naturområde af national og international betydning samt at oplyse offentligheden om Tøndermarskens fredningsmæssige værdier.

Stk. 2 Lovens beføjelser skal anvendes til at sikre

  • 1) opretholdelse af de biologiske, kulturhistoriske og landskabelige værdier, der knytter sig til driften af store sammenhængende, vedvarende græsningsarealer med bevanding,

  • 2) opretholdelse af driften af græsningsarealerne,

  • 3) opretholdelse af regelmæssige vandstandssvingninger i den nedre del af Vidå-systemet,

  • 4) forbedring samt drift og vedligeholdelse af anlæg til vandforsyning af åbne skelgrøfter m.v. i Ny Frederikskog, Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog og

  • 5) indpumpning af vand fra Vidåen til skelgrøfterne i de arealer, der skal anvendes til græsningsarealer med bevanding.

Stk. 3 Ved udøvelsen af lovens beføjelser skal der tages hensyn til den landbrugsmæssige drift og veterinærhygiejniske forhold.