Udbetaling Danmark-loven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af udbetaling Danmark-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om Udbetaling Danmark

Lov nr. 324 af 11. april 2012,
jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af 12. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 1267 af 13. september 2022, lov nr. 455 af 02. maj 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023 og lov nr. 266 af 19. marts 2024

Kapitel 10 1 Kommunernes og statens administrationsbidrag til Udbetaling Danmark
§ 22

Kommunerne skal ved indbetaling af bidrag til Udbetaling Danmark dække udgifterne til varetagelse af Udbetaling Danmarks sagområder, der er overført fra kommunerne.

Stk. 2 Udbetaling Danmark fastsætter størrelsen af bidragene. Bidragene skal dække samtlige udgifter til administration, sagsbehandling m.v. inden for et regnskabsår, som Udbetaling Danmark forventer at afholde i forbindelse med de opgaver, der er overført. I bidragene indgår Udbetaling Danmarks øvrige omkostninger, der er et led i driften af Udbetaling Danmark, f.eks. bestyrelseshonorarer, revisionshonorar, porto og statens udgifter til varetagelsen af opgaven som ansættelsesmyndighed for tjenestemænd, der overflyttes til ansættelse i staten efter lov om etablering af den selvejende institution Udbetaling Danmark, samt eventuelle over- eller underskud fra tidligere år.

Stk. 3 I bidragene indgår udgifter til tilbagebetaling af lån, som er optaget efter § 32.

Stk. 4 Bestyrelsen for Udbetaling Danmark kan fra kommunerne opkræve ekstraordinære bidrag, hvis administrationsbidraget ikke er tilstrækkeligt til at dække Arbejdsmarkedets Tillægspensions udgifter til administrationen af Udbetaling Danmark for varetagelsen af opgaver på sagsområder, der er overført fra kommunerne til Udbetaling Danmark efter § 1.

Stk. 5 Kommunerne hæfter for de til enhver tid forfaldne tilgodehavender, som Arbejdsmarkedets Tillægspension måtte have for varetagelsen af opgaver på sagsområder, der er overført fra kommunerne til Udbetaling Danmark efter § 1.

Stk. 6 Beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte fordelingen af bidrag efter stk. 1 og 4 mellem kommunerne efter indstilling fra bestyrelsen for Udbetaling Danmark. Ministeren kan herunder fastsætte regler om forskellige fordelinger for de enkelte dele af bidraget eller for fordelingen af udgifter vedrørende forskellige typer af sager.

§ 23

Hvert år senest den 1. august meddeler Udbetaling Danmark et skøn over størrelsen af det kommende kalenderårs bidrag efter § 22, stk. 1, til hver enkelt kommunalbestyrelse.

Stk. 2 Bestyrelsen for Udbetaling Danmark skal samtidig med godkendelse af Udbetaling Danmarks budget for det kommende års drift fastsætte størrelsen af det endelige samlede bidrag og det endelige bidrag for den enkelte kommune efter § 22, stk. 1. Bestyrelsen for Udbetaling Danmark meddeler snarest muligt herefter størrelsen af den enkelte kommunes bidrag efter § 22, stk. 1.

§ 24

Bidrag efter § 22, stk. 1, indbetales til Udbetaling Danmark månedsvis bagud og udgør 1/12 af det årlige bidrag.

Stk. 2 Ved forsinket betaling af bidrag efter § 22, stk. 1 og 4, pålægges renter og rykkergebyr efter lov om renter ved forsinket betaling m.v.

Stk. 3 Udbetaling Danmark har udpantningsret for bidrag, renter og gebyrer efter § 22, stk. 1 og 4.

Stk. 4 Offentlige myndigheder skal efter anmodning give Udbetaling Danmark oplysninger af betydning for fastsættelse af bidrag efter §§ 22-24.

Stk. 5 Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om administration, beregning, opkrævning og betaling af bidrag efter §§ 22-24. Ministeren kan herunder fastsætte regler for opgørelse, beregning, betaling og opkrævning af ekstraordinære bidrag efter § 22, stk. 4.

§ 25

I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation er denne sætning ved en fejl blevet slettet: "Bidragene skal dække samtlige udgifter til administration, sagsbehandling m.v. inden for et regnskabsår, som Udbetaling Danmark forventer at afholde i forbindelse med de opgaver, der er overført.".
Det ser ud til at man ved en fejl har ophævet både 2. og 3. pkt., i stedet for kun 2. pkt. da denne ændringsbestemmelse blev implementeret: § 1, nr. 4, i ændringslov nr. 494 af 21/5 2013.
Staten dækker udgifterne til Udbetaling Danmarks opgaver på sagsområder, der overføres fra staten, gennem indbetaling af administrationsbidrag til Udbetaling Danmark. Bidragene skal kunne afholdes inden for bevillingen til opgaven på finansloven for det år, som bidragene skal dække. Bestyrelsen for Udbetaling Danmark fastsætter størrelsen af bidragene. Bidragene skal dække samtlige udgifter til administration, sagsbehandling m.v. inden for et regnskabsår, som Udbetaling Danmark forventer at afholde i forbindelse med de opgaver, der er overført. I bidragene indgår Udbetaling Danmarks øvrige omkostninger, der er et led i driften af Udbetaling Danmark, f.eks. bestyrelseshonorarer, revisionshonorar, porto og eventuelle over- eller underskud fra tidligere år.

Stk. 2 Udbetaling Danmark meddeler hvert år til det ressortministerium, som har det bevillingsmæssige ansvar for statslige opgaver, der er overført til Udbetaling Danmark, et skøn over det kommende års administrationsbidrag senest den 1. august. Når det kommende års finanslov er vedtaget, fastsætter bestyrelsen for Udbetaling Danmark endeligt administrationsbidraget.

Stk. 3 Staten hæfter for de til enhver tid forfaldne tilgodehavender, som Arbejdsmarkedets Tillægspension måtte have som følge af varetagelse af administrationen af Udbetaling Danmark for varetagelse af opgaver på sagsområder, der er overført fra staten til Udbetaling Danmark.

Stk. 4 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om administration, beregning, opkrævning og betaling af bidrag, jf. stk. 1-3.