Udbetaling Danmark-loven § 11a

Denne konsoliderede version af udbetaling Danmark-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om Udbetaling Danmark

Lov nr. 324 af 11. april 2012,
jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af 12. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 1267 af 13. september 2022, lov nr. 455 af 02. maj 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1538 af 12. december 2023

§ 11a

Udbetaling Danmark og kommunen har efter forudgående samtykke fra borgeren, i det omfang det er nødvendigt for oplysningen af en ansøgningssag om kontante ydelser og økonomiske tilskud, adgang til et it-system, hvoraf det fremgår,

  • 1) om der i Udbetaling Danmark eller kommunen er oprettet en kontrolsag om andre kontante ydelser eller økonomiske tilskud vedrørende borgeren, og

  • 2) hvilket kontroltema der bliver undersøgt i sagen.

Stk. 2 Udbetaling Danmark og kommunen har til brug for udveksling af nødvendige oplysninger efter §§ 6, 7 og 9-11 uden samtykke fra borgeren terminaladgang til et it-system med oplysninger om,

  • 1) at der i Udbetaling Danmark eller kommunen er oprettet en kontrolsag om andre kontante ydelser eller økonomiske tilskud vedrørende borgeren,

  • 2) hvilket kontroltema der bliver undersøgt i sagen,

  • 3) sagsskridt i kontrolsagen, og

  • 4) hvorvidt der er blevet henlagt en kontrolsag inden for de seneste 6 måneder.