Udbudsloven Afsnit III

Denne konsoliderede version af udbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1564 af 15. december 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 06. januar 2023

Kapitel 16 1 Procedurer og offentliggørelse af bekendtgørelser og meddelelser
§ 186

En ordregiver skal ved indkøb af sociale og andre specifikke tjenesteydelser, jf. § 7, fastlægge en procedure i overensstemmelse med § 2, herunder fastsætte kriterier for tildeling.

§ 187

Ved indkøb af sociale og andre specifikke tjenesteydelser skal en ordregiver på forhånd offentliggøre en udbudsbekendtgørelse eller en forhåndsmeddelelse.

Stk. 2 Udbudsbekendtgørelser skal indeholde de oplysninger, der er omhandlet i bilag V, del H, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65) i overensstemmelse med Europa-Kommissionens standardformularer, og oplysninger om den procedure, ordregiveren har fastlagt efter § 186.

Stk. 3 Forhåndsmeddelelser skal indeholde de oplysninger, der er omhandlet i bilag V, del I, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65). Meddelelsen skal angive, at kontrakterne vil blive tildelt uden yderligere offentliggørelse, og opfordre interesserede økonomiske aktører til skriftligt at tilkendegive deres interesse.

Stk. 4 Udbudsbekendtgørelsen eller forhåndsmeddelelsen skal offentliggøres enten ved elektronisk fremsendelse til EU’s publikationskontor eller i ordregiverens køberprofil.

Stk. 5 Stk. 1 kan fraviges i tilfælde, der svarer til de tilfælde, der er omfattet af §§ 80-83.

§ 188

En ordregiver skal tildele kontrakter i overensstemmelse med den procedure, som ordregiveren har fastlagt, jf. § 186.

Stk. 2 Underretning til ansøgere og tilbudsgivere skal ske i overensstemmelse med § 171.

Stk. 3 En ordregiver må tidligst indgå kontrakt, når standstillperioden er udløbet, jf. § 3, stk. 1 eller 2, i lov om Klagenævnet for Udbud.

§ 189

Ordregiveren skal senest 30 dage efter udgangen af hvert kvartal fremsende bekendtgørelser om de kontrakter, der er indgået på grundlag af § 186.

Stk. 2 Bekendtgørelse om indgåede kontrakter skal indeholde de i bilag V, del J, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65) anførte oplysninger. Bekendtgørelsen skal udarbejdes i Europa-Kommissionens standardformular.

Stk. 3 En ordregiver skal efter afslutningen af proceduren omfattet af § 186 udarbejde en skriftlig rapport i henhold til § 174.

Kapitel 17 1 Reserverede kontrakter til organisationer om visse tjenesteydelser
§ 190

Ordregiveren kan forbeholde retten til at deltage i udbuddet til organisationer, der udelukkende beskæftiger sig med de tjenesteydelser på sundheds-, social- og kulturområdet, der er omhandlet i § 186, og som er omfattet af CPV-referencenumre 75121000-0, 75122000-7, 75123000-4, 79622000-0, 79624000-4, 79625000-1, 80110000-8, 80300000-7, 80420000-4, 80430000-7, 80511000-9, 80520000-5, 80590000-6, fra 85000000-9 til 85323000-9, 92500000-6, 92600000-7, 98133000-4 og 98133110-8.

Stk. 2 En organisation som omhandlet i stk. 1 skal opfylde følgende betingelser:

  • 1) Formålet med organisationen er at varetage offentlige tjenesteydelsesopgaver med tilknytning til levering af de tjenesteydelser, der er omhandlet i stk. 1.

  • 2) Udbyttet geninvesteres for at opfylde organisationens målsætninger. Udloddes eller omfordeles udbyttet, skal dette ske ud fra deltagelsesorienterede hensyn.

  • 3) Ledelses- eller ejerskabsstrukturerne i den organisation, der gennemfører kontrakten, er baseret på principper om medarbejderejerskab eller medarbejderdeltagelse eller skal kræve aktiv deltagelse af medarbejdere, brugere eller interessenter.

  • 4) Organisationen har ikke fået tildelt en kontrakt for de pågældende tjenesteydelser af den pågældende ordregiver i henhold til denne bestemmelse i de seneste 3 år.

Stk. 3 Kontraktens løbetid må højst være 3 år.

Stk. 4 Udbudsbekendtgørelsen eller forhåndsmeddelelsen skal indeholde en henvisning til denne bestemmelse.