Udbudsloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af udbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1564 af 15. december 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 06. januar 2023

Kapitel 7 1 Udbudsprocedurer og projektkonkurrencer
Udbudsprocedurer
§ 55

Udbud skal gennemføres efter en af følgende procedurer:

Offentligt udbud
§ 56

Ved offentligt udbud kan enhver økonomisk aktør afgive tilbud som svar på udbudsbekendtgørelsen. Udbudsbekendtgørelsen skal indeholde de oplysninger, der er anført i bilag V, del C, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65). Ordregiveren skal anvende standardformularen, jf. § 128, stk. 3.

§ 57

En ordregiver skal fastsætte en passende frist for modtagelse af tilbud, jf. § 93.

Stk. 2 Fristen skal som minimum være 35 dage fra dagen efter udbudsbekendtgørelsens afsendelse.

Stk. 3 Har ordregiveren anvendt en forhåndsmeddelelse, er minimumsfristen dog 15 dage, når

  • 1) forhåndsmeddelelsen indeholder alle oplysninger i bilag V, del B, afsnit I, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65), i det omfang disse oplysninger forelå ved forhåndsmeddelelsens offentliggørelse, og

  • 2) forhåndsmeddelelsen er sendt til offentliggørelse mindst 35 dage og højst 12 måneder inden afsendelsen af udbudsbekendtgørelsen.

Stk. 4 Accepterer ordregiveren, at tilbud kan indgives via elektroniske midler i overensstemmelse med regler udstedt af erhvervsministeren i henhold til § 194, stk. 1, kan den frist, der er nævnt i stk. 2, afkortes med 5 dage.

Stk. 5 Gør et akut behov hos ordregiver det ikke muligt at overholde den frist, der er fastsat i stk. 2, kan ordregiveren fastsætte en frist, der ikke er mindre end 15 dage fra dagen efter udbudsbekendtgørelsens afsendelse.

Stk. 6 Ordregiveren skal offentliggøre det øvrige udbudsmateriale på datoen for offentliggørelse af udbudsbekendtgørelsen, jf. § 132.

Begrænset udbud
§ 58

Ved begrænset udbud kan enhver økonomisk aktør ansøge om at deltage som svar på en udbudsbekendtgørelse. Udbudsbekendtgørelsen skal indeholde de oplysninger, der er anført i bilag V, del C, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65). Ordregiveren skal anvende standardformularen, jf. § 128, stk. 3.

§ 59

En ordregiver skal fastsætte en passende frist for modtagelse af ansøgninger, jf. § 93.

Stk. 2 Fristen skal som minimum være 30 dage fra dagen efter udbudsbekendtgørelsens afsendelse.

Stk. 3 Gør et akut behov hos ordregiveren det ikke muligt at overholde fristen i stk. 2, kan ordregiveren fastsætte en frist for modtagelse af ansøgninger om deltagelse, der ikke er mindre end 15 dage fra dagen efter udbudsbekendtgørelsens afsendelse.

Stk. 4 Kun de ansøgere, som ordregiveren opfordrer dertil, kan afgive tilbud. En ordregiver skal udvælge mindst fem ansøgere, som vil blive opfordret til at afgive tilbud i henhold til § 145. Er antallet af ansøgere lavere end fem, kan ordregiveren opfordre den eller de ansøgere, der opfylder de fastsatte minimumskrav til egnethed, jf. § 140, til at afgive tilbud.

Stk. 5 En ordregiver skal samtidig og skriftligt opfordre de relevante ansøgere til at afgive tilbud. Opfordringerne skal indeholde en henvisning til den elektroniske adresse, hvor der er direkte elektronisk adgang til udbudsdokumenterne. Opfordringerne skal ledsages af udbudsdokumenterne, når der ikke er vederlagsfri ubegrænset og fuld direkte adgang til disse dokumenter, jf. grundene i § 132, stk. 2, og de ikke allerede er gjort tilgængelige på anden vis. Opfordringerne skal desuden indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag IX til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud med senere ændringer.

Stk. 6 Ordregiveren skal offentliggøre det øvrige udbudsmateriale på datoen for offentliggørelse af udbudsbekendtgørelsen, jf. § 132.

§ 60

En ordregiver skal fastsætte en passende frist for modtagelse af tilbud, jf. § 93.

Stk. 2 Fristen skal som minimum være 30 dage fra dagen efter afsendelse af opfordringen til at afgive et tilbud.

Stk. 3 Har ordregiveren anvendt en forhåndsmeddelelse, er minimumsfristen dog 10 dage, når

  • 1) forhåndsmeddelelsen indeholder alle de oplysninger, der kræves i bilag V, del B, afsnit I, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65), i det omfang disse oplysninger forelå ved forhåndsmeddelelsens offentliggørelse, og

  • 2) forhåndsmeddelelsen er sendt til offentliggørelse mindst 35 dage og højst 12 måneder inden afsendelsen af udbudsbekendtgørelsen.

Stk. 4 Accepterer ordregiveren, at tilbud kan indgives via elektroniske midler i overensstemmelse med regler udstedt af erhvervsministeren i henhold til § 194, stk. 1, kan fristen, der er nævnt i stk. 2, forkortes med 5 dage.

Stk. 5 Ikkestatslige ordregivere kan fastsætte fristen for modtagelsen af tilbud ved indbyrdes aftale mellem ordregiveren og de udvalgte ansøgere, når der gives alle udvalgte ansøgere samme tid til at udarbejde og indsende tilbud. Fristen for modtagelse af tilbud skal dog mindst være 10 dage fra dagen efter afsendelse af opfordringen til at afgive et tilbud.

Stk. 6 Gør et akut behov hos ordregiver det ikke muligt at overholde fristen i stk. 2, kan ordregiveren fastsætte en frist for modtagelse af tilbud, der ikke er mindre end 10 dage fra dagen efter afsendelse af opfordringen til at afgive et tilbud.

Udbud med forhandling
§ 61

En ordregiver kan anvende udbud med forhandling i følgende tilfælde:

  • 1) Ved bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser, der opfylder et eller flere af følgende kriterier:

    • a) Ordregiverens behov kan ikke imødekommes uden tilpasning af allerede tilgængelige løsninger,

    • b) kontrakten omfatter design eller innovative løsninger,

    • c) kontrakten kan på grund af særlige omstændigheder med hensyn til dens art, kompleksitet eller de retlige og finansielle forhold eller risici i forbindelse hermed, herunder et behov for tilpasning af tilbuddene til kontraktens særlige omstændigheder, ikke tildeles uden forudgående forhandling, eller

    • d) ordregiveren kan ikke fastlægge de tekniske specifikationer tilstrækkelig præcist med henvisning til en standard, en europæisk teknisk vurdering, en fælles teknisk specifikation eller en teknisk reference, jf. punkt 2-5 i bilag VII til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65).

  • 2) Når der i forbindelse med et offentligt eller begrænset udbud kun afgives ikkeforskriftsmæssige eller uacceptable tilbud, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2 Ved ikkeforskriftsmæssige tilbud efter stk. 1, nr. 2, forstås navnlig tilbud, hvor

  • 1) tilbuddet ikke lever op til kravene i udbudsmaterialet,

  • 2) tilbuddet er modtaget for sent,

  • 3) der foreligger bevis for ulovlig samordning eller bestikkelse eller

  • 4) ordregiveren har konstateret, at tilbuddet er unormalt lavt.

Stk. 3 Ved uacceptable tilbud efter stk. 1, nr. 2, forstås navnlig tilbud, som

  • 1) er indgivet af tilbudsgivere, som ikke lever op til de fastsatte minimumskrav til egnethed, eller

  • 2) overstiger det af ordregiveren på forhånd fastsatte budget.

Stk. 4 Når en ordregiver udnytter muligheden i stk. 1, nr. 2, er ordregiveren ikke forpligtet til at offentliggøre en udbudsbekendtgørelse, når proceduren omfatter alle de tilbudsgivere, og kun dem, der under det forudgående offentlige eller begrænsede udbud har afgivet tilbud i overensstemmelse med udbudsprocedurens formelle krav samt opfylder kravene i § 159, stk. 2, 2. pkt., nr. 1-3.

§ 62

Ved udbud med forhandling kan enhver økonomisk aktør ansøge om at deltage som svar på en udbudsbekendtgørelse. Udbudsbekendtgørelsen skal indeholde de oplysninger, der er anført i bilag V, del C, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65).

Stk. 2 Udbudsbekendtgørelsen skal ud over oplysningerne i bilag V, del C, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65) indeholde oplysning om,

  • 1) hvorvidt ordregiveren vil forbeholde sig ret til at tildele en kontrakt på grundlag af det indledende tilbud,

  • 2) hvorledes forhandlingsforløbet forventes at forløbe, herunder om forhandlingerne skal forløbe i flere faser med henblik på at begrænse antallet af tilbud, der skal forhandles, og

  • 3) hvorvidt ordregiveren vil yde vederlag til deltagerne i forhandlingerne.

Stk. 3 Ordregiveren skal i udbudsmaterialet fastsætte udbuddets genstand og mindstekrav og kriterierne for tildelingen.

§ 63

En ordregiver skal fastsætte en passende frist for modtagelse af ansøgninger, jf. § 93.

Stk. 2 Fristen skal som minimum være 30 dage fra dagen efter udbudsbekendtgørelsens afsendelse. Dog finder muligheden i § 59, stk. 3, tilsvarende anvendelse ved udbud med forhandling.

Stk. 3 Ordregiveren skal offentliggøre det øvrige udbudsmateriale på datoen for offentliggørelse af udbudsbekendtgørelsen, jf. § 132.

§ 64

Kun de ansøgere, som ordregiveren opfordrer dertil, kan afgive et indledende tilbud, der skal danne grundlag for den efterfølgende forhandling. En ordregiver skal udvælge mindst tre ansøgere, som vil blive opfordret til at afgive indledende tilbud i henhold til § 145. Modtager ordregiveren færre end tre ansøgninger, kan ordregiveren opfordre den eller de ansøgere, der opfylder de fastsatte krav til egnethed, jf. § 140, til at afgive indledende tilbud. Vil ordregiveren udvælge flere end fem ansøgere, skal ordregiveren begrunde dette.

Stk. 2 En ordregiver skal samtidig og skriftligt opfordre de relevante ansøgere til at afgive indledende tilbud. Opfordringerne skal indeholde en henvisning til den elektroniske adresse, hvor der er direkte elektronisk adgang til udbudsdokumenterne. Opfordringerne skal ledsages af udbudsdokumenterne, når der ikke er vederlagsfri ubegrænset og fuld direkte adgang til disse dokumenter, jf. grundene i § 132, stk. 2, og de ikke allerede er gjort tilgængelige på anden vis. Opfordringerne skal desuden indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag IX til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud med senere ændringer.

§ 65

En ordregiver skal fastsætte en passende frist for modtagelse af det indledende tilbud, jf. § 93.

Stk. 2 Fristen skal som minimum være 30 dage fra dagen efter afsendelse af opfordringen til at afgive et tilbud. Dog finder mulighederne i § 60, stk. 3-6, tilsvarende anvendelse ved udbud med forhandling.

§ 66

En ordregiver skal forhandle med tilbudsgiverne om de indledende og alle efterfølgende tilbud, medmindre ordregiveren har forbeholdt sig ret til at tildele kontrakten på grundlag af det indledende tilbud eller ordregiveren har besluttet at udvælge tilbudsgivere til forhandling på baggrund af det indledende tilbud.

Stk. 2 Det indledende tilbud skal danne grundlag for den efterfølgende forhandling. Der kan ikke forhandles om de endelig tilbud og grundlæggende elementer, herunder mindstekrav og kriterier for tildeling.

Stk. 3 Forhandlingen kan finde sted i flere successive faser med henblik på at begrænse antallet af tilbud, der skal forhandles. Begrænsningen skal ske på grundlag af de kriterier for tildeling, der er fastlagt i udbudsbekendtgørelsen eller i det øvrige udbudsmateriale.

Stk. 4 En ordregiver skal dokumentere forhandlingsforløbet og sikre, at alle tilbud under forløbet indgives skriftligt.

Stk. 5 Foretages der som følge af forhandlingerne ændringer i udbudsmaterialet, skal alle tilbudsgivere, der ikke er blevet afvist i henhold til stk. 3, orienteres herom. Ordregiveren må ikke foretage ændringer i de grundlæggende elementer i det oprindelig udsendte udbudsmateriale.

Stk. 6 En ordregiver skal fastsætte en passende frist for afgivelse af endeligt tilbud, jf. § 93.

Stk. 7 En ordregiver skal tildele kontrakten på grundlag af et af de tildelingskriterier, der er nævnt i § 162.

Konkurrencepræget dialog
§ 67

En ordregiver kan anvende konkurrencepræget dialog i følgende tilfælde:

  • 1) Ved bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser, der opfylder et eller flere af følgende kriterier:

    • a) Ordregiverens behov kan ikke imødekommes uden tilpasning af allerede tilgængelige løsninger,

    • b) kontrakten omfatter design eller innovative løsninger,

    • c) kontrakten kan på grund af særlige omstændigheder med hensyn til dens art, kompleksitet eller de retlige og finansielle forhold eller risici i forbindelse hermed, herunder et behov for tilpasning af tilbuddene til kontraktens særlige omstændigheder, ikke tildeles uden forudgående forhandling, eller

    • d) ordregiveren kan ikke fastlægge de tekniske specifikationer tilstrækkelig præcist med henvisning til en standard, en europæisk teknisk vurdering, en fælles teknisk specifikation eller en teknisk reference, jf. punkt 2-5 i bilag VII til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65).

  • 2) Når der i forbindelse med et offentligt eller begrænset udbud kun afgives ikkeforskriftsmæssige eller uacceptable tilbud.

Stk. 2 Ved ikkeforskriftsmæssige tilbud skal bl.a. forstås tilbud, hvor

  • 1) tilbuddet ikke lever op til kravene i udbudsmaterialet,

  • 2) tilbuddet er modtaget for sent,

  • 3) der foreligger bevis for ulovlig samordning eller bestikkelse eller

  • 4) ordregiveren har konstateret, at tilbuddet er unormalt lavt.

Stk. 3 Ved uacceptable tilbud skal bl.a. forstås tilbud, som er indgivet af tilbudsgivere, som ikke lever op til minimumskravene til egnethed, eller som overstiger det af ordregiveren på forhånd fastsatte budget.

Stk. 4 Når en ordregiver udnytter muligheden i stk. 1, nr. 2, er ordregiveren ikke forpligtet til at offentliggøre en udbudsbekendtgørelse, når proceduren omfatter alle de tilbudsgivere, og kun dem, der under det forudgående offentlige eller begrænsede udbud har afgivet tilbud i overensstemmelse med udbudsprocedurens formelle krav samt opfylder kravene i § 159, stk. 2, 2. pkt., nr. 1-3.

§ 68

Ved konkurrencepræget dialog kan enhver økonomisk aktør ansøge om at deltage som svar på udbudsbekendtgørelsen. Udbudsbekendtgørelsen skal indeholde de oplysninger, der er anført i bilag V, del C, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65).

Stk. 2 Udbudsbekendtgørelsen skal ud over oplysningerne i bilag V, del C, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65) indeholde oplysning om,

  • 1) hvorledes dialogforløbet forventes at forløbe, herunder en vejledende tidsramme og om der anvendes successive faser med henblik på at begrænse antallet af løsninger, der skal drøftes under dialogforløbet, jf. § 70, stk. 3, og

  • 2) hvorvidt ordregiveren vil yde vederlag til deltagerne i dialogforløbet.

Stk. 3 Ordregiveren skal i udbudsbekendtgørelsen fastsætte sine behov og krav samt tildelingskriteriet. En nærmere beskrivelse af disse, herunder mindstekrav og yderligere kriterier for tildeling, skal i øvrigt fremgå af enten udbudsbekendtgørelsen eller et beskrivende dokument.

Stk. 4 En ordregiver skal fastsætte en passende frist for modtagelse af ansøgninger, jf. § 93.

Stk. 5 Fristen skal som minimum være 30 dage fra dagen efter udbudsbekendtgørelsens afsendelse.

Stk. 6 Ordregiveren skal offentliggøre det øvrige udbudsmateriale på datoen for offentliggørelsen af udbudsbekendtgørelsen, jf. § 132.

§ 69

Kun de ansøgere, der modtager en opfordring dertil, kan deltage i dialogen. En ordregiver skal udvælge mindst tre ansøgere, som vil blive opfordret til at deltage i dialogen i henhold til § 145. Modtager ordregiveren færre end tre ansøgninger, kan ordregiveren opfordre den eller de ansøgere, der opfylder de fastsatte minimumskrav til egnethed, jf. § 140, til at deltage i dialogen. Vil ordregiveren udvælge flere end fem ansøgere, skal ordregiveren begrunde dette.

Stk. 2 En ordregiver skal samtidig og skriftligt opfordre de relevante ansøgere til at deltage i dialogen. Opfordringerne skal indeholde en henvisning til den elektroniske adresse, hvor der er direkte elektronisk adgang til udbudsdokumenterne. Opfordringerne skal ledsages af udbudsdokumenterne, når der ikke er vederlagsfri, ubegrænset og fuld direkte adgang til disse dokumenter, jf. grundene i § 132, stk. 2, og de ikke allerede er gjort tilgængelige på anden vis. Opfordringerne skal desuden indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag IX til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud med senere ændringer.

§ 70

En ordregiver indleder en dialog med de relevante ansøgere med henblik på at fastlægge, hvorledes ordregiverens behov bedst kan opfyldes.

Stk. 2 Dialogen kan vedrøre alle aspekter af udbuddet, men må ikke medføre ændringer i grundlæggende elementer.

Stk. 3 Dialogen kan finde sted i flere successive faser med henblik på at begrænse antallet af løsninger, der skal drøftes under dialogforløbet. Begrænsningen skal ske på grundlag af de kriterier for tildeling, der er fastlagt i udbudsbekendtgørelsen og i det beskrivende dokument.

Stk. 4 En ordregiver kan fortsætte dialogen, indtil ordregiveren har indkredset den eller de løsninger, der bedst kan opfylde ordregiverens behov.

Stk. 5 Foretages der ændringer i udbudsmaterialet som følge af dialogen, skal alle de resterende deltagere orienteres herom. Ordregiveren må ikke foretage ændringer i de grundlæggende elementer i det oprindelig udsendte udbudsmateriale.

Stk. 6 En ordregiver skal dokumentere dialogforløbet.

§ 71

En ordregiver skal efter at have erklæret dialogen for afsluttet og underrettet de resterende deltagere herom opfordre deltagerne til at afgive de endelige tilbud på grundlag af den eller de løsninger, der er fastlagt under dialogen. De endelige tilbud skal indeholde alle de elementer, der er nødvendige for projektets udførelse.

Stk. 2 En ordregiver skal fastsætte en passende frist for afgivelse af endeligt tilbud, jf. § 93.

Stk. 3 På ordregiverens anmodning kan disse endelige tilbud afklares, præciseres og optimeres. Dette må dog ikke føre til, at der ændres ved vigtige elementer i udbuddet eller tilbuddet, eller til konkurrencefordrejning eller forskelsbehandling i øvrigt.

§ 72

En ordregiver skal tildele kontrakten på grundlag af tildelingskriteriet bedste forhold mellem pris og kvalitet, jf. § 162, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2 På anmodning af ordregiveren kan der føres forhandlinger med den tilbudsgiver, der har afgivet det vindende tilbud. Forhandlingerne skal ske med henblik på at bekræfte de økonomiske forpligtelser eller andre vilkår i tilbuddet.

Stk. 3 Forhandlinger i henhold til stk. 2 må ikke medføre, at der foretages ændringer i grundlæggende elementer.

Innovationspartnerskab
§ 73

En ordregiver kan anvende innovationspartnerskaber, hvis ordregiveren vil udvikle en innovativ vare, en tjenesteydelse eller et bygge- og anlægsarbejde, som ikke allerede er tilgængelig på markedet. Et innovationspartnerskab består af tre faser: udbuddet, innovationsforløbet og et eventuelt efterfølgende indkøb af den udviklede ydelse.

§ 74

Ved udbud af et innovationspartnerskab kan enhver økonomisk aktør ansøge om at deltage som svar på udbudsbekendtgørelsen. Udbudsbekendtgørelsen skal indeholde de oplysninger, der er anført i bilag V, del C, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65).

Stk. 2 Udbudsmaterialet skal indeholde oplysning om,

  • 1) hvorvidt ordregiveren forbeholder sig ret til at tildele en kontrakt på grundlag af det indledende tilbud,

  • 2) hvilken ordning der skal gælde for intellektuel ejendomsret,

  • 3) hvorvidt ordregiveren vil indgå en eller flere partnerskabskontrakter,

  • 4) hvorledes forhandlingsforløbet forventes at forløbe, herunder om forhandlingerne skal forløbe i flere faser med henblik på at begrænse antallet af tilbud, der skal forhandles,

  • 5) hvorvidt ordregiveren vil yde vederlag til deltagerne, og

  • 6) hvorvidt ordregiveren vil begrænse antallet af deltagerne på baggrund af delmål, jf. § 78.

Stk. 3 Ordregiveren skal i udbudsmaterialet fastsætte udbuddets genstand og mindstekrav og kriterierne for tildeling.

Stk. 4 En ordregiver skal fastsætte en passende frist for modtagelse af ansøgninger, jf. § 93.

Stk. 5 Fristen skal som minimum være 30 dage fra dagen efter udbudsbekendtgørelsens afsendelse.

Stk. 6 Ordregiveren skal offentliggøre det øvrige udbudsmateriale på datoen for offentliggørelse af udbudsbekendtgørelsen, jf. § 132.

§ 75

En ordregiver skal udvælge mindst tre ansøgere til at afgive tilbud. Er antallet af ansøgere lavere end tre, kan ordregiveren udvælge den eller de ansøgere, der opfylder de fastsatte krav til egnethed, jf. § 140, til at afgive tilbud.

Stk. 2 En ordregiver skal ved udvælgelse i henhold til § 145 som minimum lægge vægt på ansøgernes kapacitet på området forskning og udvikling eller udvikling og gennemførelse af innovative løsninger.

Stk. 3 En ordregiver skal samtidig og skriftligt opfordre de udvalgte ansøgere til at afgive et indledende tilbud i form af et forsknings- og innovationsprojektforslag. Det er alene de ansøgere, der af ordregiveren modtager en opfordring dertil, som kan afgive et indledende tilbud. Opfordringerne skal indeholde en henvisning til den elektroniske adresse, hvor der er direkte elektronisk adgang til udbudsdokumenterne. Opfordringerne skal ledsages af udbudsdokumenterne, når der ikke er vederlagsfri ubegrænset og fuld direkte adgang til disse dokumenter, jf. grundene i § 132, stk. 2, og de ikke allerede er gjort tilgængelige på anden vis. Opfordringerne skal desuden indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag IX til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud med senere ændringer.

§ 76

En ordregiver skal fastsætte en passende frist for modtagelse af indledende tilbud, jf. § 93.

Stk. 2 Fristen skal som minimum være 30 dage fra dagen efter afsendelse af opfordringen til at afgive tilbud. Muligheden i § 60, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse ved innovationspartnerskab.

Stk. 3 Accepterer ordregiveren, at tilbud kan indgives via elektroniske midler i overensstemmelse med regler udstedt af erhvervsministeren i henhold til § 194, stk. 1, kan den frist, der er nævnt i stk. 2, afkortes med 5 dage.

§ 77

En ordregiver skal forhandle med tilbudsgiverne om de indledende og alle efterfølgende tilbud, medmindre ordregiveren vælger at udnytte et forbehold efter § 74, stk. 2, nr. 1, og tildele kontrakten på grundlag af det indledende tilbud.

Stk. 2 Det indledende tilbud skal danne grundlag for den efterfølgende forhandling. Der kan forhandles om alt undtagen de endelige tilbud og grundlæggende elementer, herunder mindstekrav og kriterier for tildeling.

Stk. 3 En ordregiver skal i forbindelse med forhandlingerne fastsætte de vilkår, der er knyttet til partnerskabskontrakten, herunder resultatniveauer og maksimumomkostninger.

Stk. 4 Forhandlingen kan finde sted i flere successive faser med henblik på at begrænse antallet af tilbud, der skal forhandles. Begrænsningen skal ske på grundlag af de kriterier for tildeling, der er fastlagt i udbudsbekendtgørelsen eller i det øvrige udbudsmateriale.

Stk. 5 En ordregiver skal dokumentere forhandlingsforløbet og sikre, at alle tilbud under forløbet indgives skriftligt.

Stk. 6 Foretages der som følge af forhandlingerne ændringer i udbudsmaterialet, skal alle tilbudsgivere, der ikke er blevet afvist i henhold til § 74, stk. 2, nr. 4, orienteres herom. Ordregiveren må ikke foretage ændringer i de grundlæggende elementer i det oprindeligt udsendte udbudsmateriale.

Stk. 7 En ordregiver skal fastsætte en passende frist for afgivelse af endelig tilbud, jf. § 93.

Stk. 8 En ordregiver skal tildele partnerskabskontrakten eller partnerskabskontrakterne på grundlag af tildelingskriteriet bedste forhold mellem pris og kvalitet, jf. § 162, stk. 1, nr. 3.

§ 78

En ordregiver skal inddele det enkelte innovationspartnerskab i faser med dertil hørende delmål.

Stk. 2 En ordregiver kan efter hvert delmål, jf. stk. 1, beslutte at bringe alle eller enkelte partnerskabskontrakter til ophør.

Stk. 3 En ordregiver skal sørge for betaling af vederlag i passende rater til de deltagende partnere.

§ 79

En ordregiver skal så vidt muligt sikre, at partnerskabets struktur og løbetid og værdien af de forskellige faser tager højde for innovationsgraden af den ønskede løsning og rækkefølgen af forsknings- og innovationsaktiviteterne, der er nødvendige for udviklingen af en innovativ løsning.

Stk. 2 Den anslåede værdi af det påtænkte indkøb af varer, tjenesteydelser eller bygge- og anlægsarbejder skal være proportional i forhold til den nødvendige investering i udviklingen heraf.

Udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse
§ 80

En ordregiver kan anvende udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse, når der i forbindelse med et offentligt eller begrænset udbud af bygge- og anlægskontrakter, vareindkøbskontrakter og tjenesteydelseskontrakter

  • 1) ikke er modtaget nogen ansøgninger eller tilbud eller

  • 2) kun er modtaget ansøgninger eller tilbud, der er irrelevante i forhold til kontrakten.

Stk. 2 Det er en betingelse efter stk. 1, at der ikke foretages ændringer i grundlæggende elementer i det oprindelige udbudsmateriale, og at der sendes en rapport til Europa-Kommissionen, hvis denne anmoder herom.

Stk. 3 En ordregiver kan også anvende udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse, når bygge- og anlægsarbejderne, varerne eller tjenesteydelserne kun kan leveres af en bestemt økonomisk aktør på grund af,

  • 1) at udbuddet har til formål at skabe eller erhverve et unikt kunstværk eller en unik kunstnerisk optræden,

  • 2) på grund af manglende konkurrence af tekniske årsager eller

  • 3) på grund af beskyttelse af eksklusive rettigheder, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder.

Stk. 4 Stk. 3, nr. 2 og 3, gælder kun, når der ikke findes et rimeligt alternativ eller erstatning og den manglende konkurrence ikke er et resultat af en kunstig indskrænkning af udbudsvilkårene.

Stk. 5 En ordregiver kan også anvende udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse i strengt nødvendigt omfang, hvis tvingende grunde som følge af begivenheder, som ordregiveren ikke har kunnet forudse, gør det umuligt at overholde fristerne for offentlige udbud, begrænsede udbud eller udbud med forhandling.

§ 81

En ordregiver kan endvidere anvende udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse for vareindkøbskontrakter og tjenesteydelseskontrakter, for så vidt angår nr. 4,

  • 1) når de pågældende varer alene er fremstillet med henblik på forskning, forsøg, undersøgelse eller udvikling, og kontrakter, der tildeles i henhold til denne bestemmelse, ikke omfatter serieproduktion til påvisning af varernes handelsmæssige levedygtighed eller til dækning af forsknings- og udviklingsomkostninger,

  • 2) ved supplerende leveringer fra den oprindelige leverandør til delvis fornyelse af leveringer eller installationer eller til udvidelse af allerede foretagne leveringer eller installationer, når et skifte af leverandøren ville gøre det nødvendigt for ordregiveren at indkøbe varer, som på grund af en forskel i teknisk beskaffenhed ville medføre teknisk uforenelighed eller uforholdsmæssig store tekniske vanskeligheder ved drift og vedligeholdelse,

  • 3) ved indkøb af varer, der noteres og købes på en varebørs, og

  • 4) ved indkøb af varer eller tjenesteydelser på særlig fordelagtige vilkår hos en leverandør, der endeligt indstiller sin erhvervsvirksomhed, eller hos likvidatorer i en konkursbehandling, tvangsakkord eller en tilsvarende behandling i henhold til nationale love og forskrifter.

Stk. 2 Løbetiden af kontrakter omfattet af stk. 1, nr. 2, må som udgangspunkt ikke overstige 3 år.

§ 82

En ordregiver kan endvidere anvende udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse for tjenesteydelsesaftaler, når kontrakten er et led i en projektkonkurrence og tildeles vinderen eller en af vinderne af projektkonkurrencen, jf. §§ 84-92. I sidstnævnte tilfælde skal alle vinderne opfordres til at deltage i forhandlingerne.

§ 83

En ordregiver kan endvidere anvende udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse ved nye bygge- og anlægsarbejder eller tjenesteydelser, der er en gentagelse af tilsvarende tjenesteydelser eller bygge- og anlægsarbejder, og som udføres af den økonomiske aktør, der blev tildelt den oprindelige kontrakt af den samme ordregiver, under følgende betingelser:

  • 1) Bygge- og anlægsarbejderne eller tjenesteydelserne er i overensstemmelse med et grundlæggende projekt.

  • 2) Den oprindelige kontrakt herom blev tildelt i henhold til en procedure i overensstemmelse med § 55.

  • 3) Udbudsmaterialet til det oprindelige udbud af det i nr. 1 nævnte grundlæggende projekt angiver omfanget af eventuelle yderligere bygge- og anlægsarbejder eller tjenesteydelser og betingelserne for tildeling heraf.

  • 4) Muligheden for at anvende denne fremgangsmåde er anført i det oprindelige udbudsmateriale. Ordregiveren skal tage den anslåede samlede værdi af de nye bygge- og anlægsarbejder eller tjenesteydelser i betragtning ved anvendelse af § 6.

  • 5) Der er ikke forløbet mere end 3 år efter indgåelsen af den oprindelige kontrakt.

Projektkonkurrencer
§ 84

Denne bestemmelse og §§ 85-92 gælder for

  • 1) projektkonkurrencer, der afholdes med henblik på tildeling af en tjenesteydelseskontrakt, og

  • 2) projektkonkurrencer med konkurrencepræmier eller betalinger til deltagerne.

Stk. 2 I de tilfælde, der er omfattet af stk. 1, nr. 1, beregnes kontraktens værdi på grundlag af den anslåede værdi uden moms af den pågældende tjenesteydelseskontrakt, herunder eventuelle konkurrencepræmier eller betalinger for deltagelsen til deltagerne.

Stk. 3 I de tilfælde, der er omfattet af stk. 1, nr. 2, beregnes kontraktens værdi på grundlag af det samlede præmie- og betalingsbeløb, herunder den anslåede værdi uden moms af tjenesteydelseskontrakten, som senere vil kunne indgås i henhold til § 82, hvis ordregiveren i bekendtgørelsen om projektkonkurrencen har meddelt, at ordregiveren agter at tildele en sådan kontrakt.

Bekendtgørelse om projektkonkurrence
§ 85

En ordregiver kan udskrive en projektkonkurrence ved at offentliggøre en bekendtgørelse herom.

Stk. 2 Har ordregiveren til hensigt at tildele en tjenesteydelseskontrakt i henhold til § 82, skal ordregiveren anføre dette i bekendtgørelsen om projektkonkurrencen.

§ 86

Har ordregiveren afholdt en projektkonkurrence, skal ordregiveren sende en meddelelse om resultaterne af projektkonkurrencen til EU’s publikationskontor i overensstemmelse med § 129, stk. 6, og ordregiveren skal være i stand til at bevise afsendelsesdatoen.

Stk. 2 En ordregiver kan undlade at offentliggøre oplysninger om resultatet af konkurrencen, når det vil kunne hindre retshåndhævelsen eller på anden måde være i strid med offentlige interesser eller til skade for bestemte offentlige eller private virksomheders legitime økonomiske interesser eller for fair konkurrence mellem tjenesteydere.

§ 87

En ordregiver skal offentliggøre bekendtgørelser omfattet af §§ 85 og 86 i overensstemmelse med § 129, stk. 6. Bekendtgørelserne skal indeholde de oplysninger, der er anført i bilag V, henholdsvis del E og F, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65), i samme format som standardformularerne.

Udvælgelse af deltagere
§ 88

Projektkonkurrencer skal gennemføres i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 84-92.

Stk. 2 En ordregiver skal i forbindelse med projektkonkurrencer med et begrænset antal deltagere fastsætte klare og ikkediskriminerende kriterier for egnethed, der skal danne grundlag for udvælgelsen. Antallet af ansøgere, der opfordres til at deltage i projektkonkurrencen, skal fastsættes således, at der sikres reel konkurrence.

Stk. 3 Adgangen til at deltage i projektkonkurrencer må ikke begrænses

  • 1) med henvisning til en medlemsstats område eller en del heraf eller

  • 2) på grund af det forhold, at det i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor projektkonkurrencen afholdes, kræves, at deltagerne skal være enten fysiske eller juridiske personer.

Bedømmelseskomiteen
§ 89

Med henblik på at finde en vinder af projektkonkurrencen nedsætter ordregiveren en bedømmelseskomité. Bedømmelseskomiteen må udelukkende bestå af fysiske personer, som er uafhængige af deltagerne i projektkonkurrencen.

Stk. 2 Kræver ordregiveren bestemte faglige kvalifikationer for at deltage i en projektkonkurrence, skal mindst en tredjedel af bedømmelseskomiteens medlemmer have samme eller tilsvarende kvalifikationer.

§ 90

Bedømmelseskomiteen skal være uafhængig i sine afgørelser og udtalelser.

Stk. 2 Komiteen må ikke have kendskab til ansøgernes identitet og skal udelukkende behandle de planlægnings- og projektarbejder, som ansøgerne forelægger, ud fra de kriterier, der er anført i bekendtgørelsen om projektkonkurrencen.

Stk. 3 Kravet om anonymitet skal overholdes, indtil bedømmelseskomiteens udtalelse eller afgørelse foreligger.

§ 91

På grundlag af hvert enkelt projekts kvaliteter registrerer bedømmelseskomiteen projekternes rangfølge, komiteens bemærkninger og punkter, der eventuelt skal klarlægges, i en rapport, som medlemmerne underskriver.

Stk. 2 Ansøgerne kan om nødvendigt anmodes om at besvare spørgsmål, som bedømmelseskomiteen har anført i rapporten, for at klarlægge nogle aspekter af projekterne.

§ 92

En ordregiver skal udarbejde en fuldstændig rapport over dialogen mellem bedømmelseskomiteens medlemmer og ansøgerne.

Fastsættelse af tidsfrister og åbning af tilbud
§ 93

En ordregiver skal fastsætte passende tidsfrister for indsendelse af ansøgninger og tilbud. Fristen for modtagelse af tilbud og ansøgning om deltagelse skal som minimum overholde minimumsfristen for den pågældende udbudsprocedure.

Stk. 2 Forudsætter afgivelse af tilbud besigtigelse af steder eller gennemsyn af bilagsmateriale til udbudsmaterialet hos ordregiveren, skal ordregiveren fastsætte en frist for modtagelse af tilbud, således at tilbudsgiverne kan opnå kendskab til alle de oplysninger, der er nødvendige for at udarbejde et tilbud. Fristen skal være længere end den minimumsfrist, der er angivet i den pågældende udbudsprocedure.

Stk. 3 Ved offentlige udbud skal ordregiveren angive fristen for modtagelse af tilbud i udbudsbekendtgørelsen. Ved begrænsede udbud, udbud med forhandling, konkurrencepræget dialog og innovationspartnerskaber skal ordregiveren angive fristen for modtagelse af ansøgninger i udbudsbekendtgørelsen, og fristen for modtagelse af tilbud skal fremgå af udbudsmaterialet.

Stk. 4 En ordregiver kan forlænge fristen for modtagelse af ansøgninger eller tilbud. Ordregiveren er forpligtet til at forlænge fristen for modtagelse af ansøgninger eller tilbud i følgende tilfælde:

  • 1) Hvis ordregiveren meddeler supplerende oplysninger om udbudsmaterialet eller supplerende dokumenter senere end 6 dage før den fastsatte frist for modtagelse af ansøgning eller tilbud.

  • 2) Hvis ordregiveren foretager væsentlige ændringer i udbudsmaterialet.

  • 3) Hvis ordregiveren ikke inden for 5 dage efter anmodning herom fremsender de dokumenter, der ikke er givet fri, direkte og fuld elektronisk adgang til, jf. § 132, stk. 2.

  • 4) Hvis ordregiveren har forkortet fristen som følge af et akut behov hos ordregiveren, jf. § 57, stk. 5, § 59, stk. 3, og § 65, stk. 2, jf. § 60, stk. 6, og ordregiveren meddeler supplerende oplysninger om udbudsmaterialet eller supplerende dokumenter senere end 4 dage før den fastsatte frist for modtagelse af ansøgning eller tilbud.

§ 94

En ordregiver kan først undersøge indholdet af en ansøgning eller et tilbud, når ansøgnings- eller tilbudsfristen er udløbet.