Udbudsloven § 139

Denne konsoliderede version af udbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1564 af 15. december 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 06. januar 2023

Økonomiske aktørers retlige form
§ 139

En ordregiver kan ikke afvise en ansøger eller en tilbudsgiver med den begrundelse, at det i henhold til dansk lovgivning kræves, at den pågældende skal være en fysisk eller en juridisk person.

Stk. 2 Sammenslutninger af økonomiske aktører, herunder midlertidige sammenslutninger, kan deltage i udbudsprocedurer. Ordregiveren kan ikke kræve, at sammenslutninger af økonomiske aktører skal have en bestemt retlig form, jf. dog stk. 5.

Stk. 3 Ordregiveren kan i udbudsmaterialet tydeliggøre, hvordan sammenslutninger af økonomiske aktører skal opfylde minimumskravene til egnethed, jf. §§ 140-143, når dette er objektivt begrundet og er proportionalt.

Stk. 4 Enhver betingelse for gennemførelse af en kontrakt, der pålægges sammenslutninger af økonomiske aktører, og som er forskellig fra de betingelser, der pålægges individuelle deltagere, skal være objektivt begrundet og proportional.

Stk. 5 Uanset stk. 2 kan ordregiveren kræve, at sammenslutninger af økonomiske aktører antager en bestemt retlig form, når de har fået tildelt kontrakten, i det omfang en sådan ændring er nødvendig for at sikre en tilfredsstillende opfyldelse af kontrakten.

Stk. 6 Ved indgåelse af tjenesteydelseskontrakter, bygge- og anlægskontrakter og vareindkøbskontrakter, der omfatter tjenesteydelser eller monterings- og installationsarbejde, kan det kræves af juridiske personer, at de i tilbuddet eller ansøgningen om deltagelse opgiver navn og faglige kvalifikationer for det personale, der skal have ansvaret for at gennemføre kontrakten.