Udbudsloven § 14

Denne konsoliderede version af udbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1564 af 15. december 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 06. januar 2023

§ 14

En ordregiver, der ikke udøver kontrol i henhold til § 12 over en juridisk person, kan uden at anvende denne lov tildele en offentlig kontrakt til den pågældende juridiske person, når

  • 1) ordregiveren sammen med andre ordregivere udøver en kontrol over den juridiske person, der svarer til den kontrol, som ordregiveren udøver over deres organisatoriske enheder,

  • 2) mere end 80 pct. af aktiviteterne i den juridiske person udføres i forbindelse med gennemførelsen af opgaver, den juridiske person har fået betroet af de kontrollerende ordregivere eller af andre juridiske personer, der kontrolleres af de samme ordregivere, jf. § 16, og

  • 3) der ikke er nogen direkte privat kapitalandel i den kontrollerede juridiske person med undtagelse af private kapitalandele, der er krævet i lovgivningen, og som ikke medfører afgørende indflydelse på den juridiske person.

Stk. 2 Betingelsen i stk. 1, nr. 1, anses for opfyldt, når

  • 1) den juridiske persons beslutningstagende organer sammensættes af repræsentanter fra alle deltagende ordregivere, der kan repræsentere flere eller alle deltagende ordregivere,

  • 2) ordregiverne i fællesskab kan udøve bestemmende indflydelse på de strategiske målsætninger og væsentlige beslutninger i den juridiske person og

  • 3) den juridiske person ikke varetager en interesse, der er i modstrid med de kontrollerende ordregiveres interesser.