Udbudsloven § 93

Denne konsoliderede version af udbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1564 af 15. december 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 06. januar 2023

Fastsættelse af tidsfrister og åbning af tilbud
§ 93

En ordregiver skal fastsætte passende tidsfrister for indsendelse af ansøgninger og tilbud. Fristen for modtagelse af tilbud og ansøgning om deltagelse skal som minimum overholde minimumsfristen for den pågældende udbudsprocedure.

Stk. 2 Forudsætter afgivelse af tilbud besigtigelse af steder eller gennemsyn af bilagsmateriale til udbudsmaterialet hos ordregiveren, skal ordregiveren fastsætte en frist for modtagelse af tilbud, således at tilbudsgiverne kan opnå kendskab til alle de oplysninger, der er nødvendige for at udarbejde et tilbud. Fristen skal være længere end den minimumsfrist, der er angivet i den pågældende udbudsprocedure.

Stk. 3 Ved offentlige udbud skal ordregiveren angive fristen for modtagelse af tilbud i udbudsbekendtgørelsen. Ved begrænsede udbud, udbud med forhandling, konkurrencepræget dialog og innovationspartnerskaber skal ordregiveren angive fristen for modtagelse af ansøgninger i udbudsbekendtgørelsen, og fristen for modtagelse af tilbud skal fremgå af udbudsmaterialet.

Stk. 4 En ordregiver kan forlænge fristen for modtagelse af ansøgninger eller tilbud. Ordregiveren er forpligtet til at forlænge fristen for modtagelse af ansøgninger eller tilbud i følgende tilfælde:

  • 1) Hvis ordregiveren meddeler supplerende oplysninger om udbudsmaterialet eller supplerende dokumenter senere end 6 dage før den fastsatte frist for modtagelse af ansøgning eller tilbud.

  • 2) Hvis ordregiveren foretager væsentlige ændringer i udbudsmaterialet.

  • 3) Hvis ordregiveren ikke inden for 5 dage efter anmodning herom fremsender de dokumenter, der ikke er givet fri, direkte og fuld elektronisk adgang til, jf. § 132, stk. 2.

  • 4) Hvis ordregiveren har forkortet fristen som følge af et akut behov hos ordregiveren, jf. § 57, stk. 5, § 59, stk. 3, og § 65, stk. 2, jf. § 60, stk. 6, og ordregiveren meddeler supplerende oplysninger om udbudsmaterialet eller supplerende dokumenter senere end 4 dage før den fastsatte frist for modtagelse af ansøgning eller tilbud.