Udenrigstjenesteloven § 5

Denne konsoliderede version af udenrigstjenesteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om udenrigstjenesten

Lov nr. 150 af 13. april 1983,
som ændret ved lov nr. 331 af 14. maj 1997, lov nr. 410 af 06. juni 2002, lov nr. 753 af 02. juni 2015, lov nr. 316 af 25. april 2018 og lov nr. 63 af 28. januar 2020

§ 5

Udnævnelse af tjenestemænd i lønramme 16, med mulighed for oprykning til lønramme 21, 29, 31 og 34, lønramme 36 og højere lønramme sker til tjenestemænd i vedkommende lønramme i udenrigstjenesten uden angivelse af stilling eller tjenestested. Udenrigsministeren fastsætter fordelingen af de i 1. pkt. nævnte tjenestemænd mellem udenrigsministeriet og repræsentationerne i udlandet. Udenrigsministeren bestemmer, hvilke stillinger der kan besættes på åremål.

Stk. 2 Tjenestemænd i de i stk. 1 nævnte lønrammer samt kancellister er forpligtet til at gøre tjeneste også ved repræsentationerne i udlandet. Bestemmelsen om, hvor og i hvilken egenskab de skal forrette tjeneste, træffes for så vidt angår tjenestemænd i 36. eller højere lønramme af kongen og med hensyn til tjenestemænd i lønramme 16, med mulighed for oprykning til lønramme 21, 29, 31 og lønramme 34, samt kancellister af udenrigsministeren.

Stk. 3 Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der i undtagelsestilfælde, hvor særlige omstændigheder gør sig gældende, ansættes tjenestemænd uden forpligtelse til at gøre tjeneste ved repræsentationerne i udlandet.

Stk. 4 Tjenestemænd, som har nået pensionsudbetalingsalderen, jf. pensionsbeskatningslovens § 1 a, og som beordres til anden tjeneste i henhold til stk. 2, har ret til i stedet for at lade sig forflytte at få deres afsked med pension efter § 2, stk. 1, i lov om tjenestemandspension, idet § 6, stk. 6, i samme lov ikke finder anvendelse. Dog gælder dette ikke i tilfælde, hvor tjenestemanden beordres til tjeneste i udenrigsministeriet i en stilling, der er normeret i tjenestemandens lønramme.