Udgangsbekendtgørelsen Kapitel 1

Denne konsoliderede version af udgangsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1754 af 21. december 2023

Kapitel 1 Indledende bestemmelser
§ 1

Indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring, kan få udgang efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens §§ 46-49 a, § 50 a og reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 2

Udover de forhold, der er opregnet i straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 2, skal det ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen tillægges særlig vægt, hvis den indsatte

  • 1) inden for de sidste 3 år har været løsladt efter udståelse af mindst 2 fængselsstraffe, og nu udstår fængselsstraf for forhold, der helt eller delvis er begået inden for 6 måneder efter sidste løsladelse,

  • 2) er afhængig af euforiserende stoffer,

  • 3) har indtaget euforiserende stoffer under afsoningen, eller

  • 4) skal udvises af landet ved løsladelsen.

Stk. 2 Hvis den indsatte skal udvises af landet ved løsladelsen, skal det udover den sædvanlige vurdering af faren for misbrug overvejes, om der kan antages at være fare for, at den indsatte vil misbruge udgangen til at unddrage sig den videre strafudståelse ved at udrejse af landet eller til at unddrage sig effektuering af udvisningsbeslutningen.

§ 3

Når særlige omstændigheder taler derfor, kan kriminalforsorgsområdet med politiets samtykke give en varetægtsarrestant, der i medfør af retsplejelovens § 777 er anbragt i en institution for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum, jf. retsplejelovens § 771, stk. 2.

Stk. 2 Varetægtsarrestanten må ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen i videre omfang end nævnt i stk. 1, jf. retsplejelovens § 777, 4. pkt. Spørgsmål herom forelægges af politiet for den ret, der behandler straffesagen.