Udgangsbekendtgørelsen Kapitel 3

Denne konsoliderede version af udgangsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1754 af 21. december 2023

Kapitel 3 Betingelser for udgang
§ 11

Udover de betingelser, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 1, betinges tilladelse til udgang af, at den indsatte

  • 1) ikke benytter udgangen på en måde, der klart strider mod retshåndhævelsen og det formål, der tilsigtes med udgangen,

  • 2) følger den fastlagte rejseplan og ikke skifter opholdssted uden forud indhentet tilladelse,

  • 3) straks giver kriminalforsorgsområdet telefonisk besked, eventuelt gennem nærmeste politimyndighed, hvis sygdom eller andre tvingende omstændigheder er til hinder for rettidig tilbagekomst, eller hvis der på anden måde opstår vanskeligheder, og

  • 4) ved tilbagekomsten ikke møder i påvirket tilstand.

§ 12

Udover de betingelser, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, kan der fastsættes andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den indsatte

  • 1) ikke nyder alkohol under hele udgangen eller umiddelbart før og under rejsen,

  • 2) ved tilbagekomsten medvirker til en alkoholtest,

  • 3) afgiver urinprøve før og/eller efter udgangen, eller

  • 4) ikke tager ophold andre steder end på udgangsadressen.

Stk. 2 Hvor lovovertrædelsens grovhed og karakter eller hensynet til den forurettede taler derfor, skal der fastsættes vilkår om, at den indsatte ikke må besøge bestemte steder eller opsøge bestemte personer. Fastsættelse af et sådant vilkår kan dog undlades, hvis tungtvejende hensyn taler herimod.

Stk. 3 Ved udgang af længere varighed, der gives som overgang til senere prøveløsladelse, vil det ofte være hensigtsmæssigt at fastsætte vilkår efter samme retningslinjer som ved prøveløsladelsen.

Stk. 4 Uanset at der ikke er fastsat vilkår om alkoholtest eller urinprøve, kan kriminalforsorgsområdet beslutte, at sådan undersøgelse skal foretages ved indsattes tilbagekomst, hvis omstændighederne i det enkelte tilfælde taler derfor. Den undersøgelse, som i øvrigt kan foretages ved hjemkomsten, kan også omfatte recto-vaginalundersøgelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 2.

§ 13

Ved afgørelse af, om en udgang skal ske med eller uden ledsagelse, tages der hensyn til formålet med udgangen og risikoen for misbrug.

Stk. 2 Udgang fra åben institution gives i almindelighed uden ledsagelse.

Stk. 3 Udgang til indsatte, der opholder sig i lukket institution på grund af en særlig undvigelsesrisiko, vil i almindelighed kun kunne tillades med ledsagelse.

Stk. 4 Udgang med ledsagelse kan i almindelighed kun gives for én dag.

§ 14

Udgang til udlandet kan ikke tillades, medmindre ganske særlige omstændigheder taler herfor.