Udlændingebekendtgørelsen § 3

Denne konsoliderede version af udlændingebekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om udlændinges adgang her til landet

Bekendtgørelse nr. 1206 af 23. august 2022,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 367 af 30. marts 2023 og bekendtgørelse nr. 1293 af 03. november 2023

§ 3

Et pas gælder som rejselegitimation for en udlænding, når det efter sin art er godkendt, jf. § 2, og opfylder følgende betingelser:

  • 1) Passet skal være gyldigt for rejse til Danmark, og det må ikke være anført eller på anden måde oplyst, at passet ikke er gyldigt for tilbagerejse til udstederlandet.

  • 2) Passet må kun lyde på en enkelt person, jf. dog stk. 2 og 3.

  • 3) Passet skal være behørigt udfyldt, herunder med pasindehaverens personlige data og underskrift eller lignende signatur samt passets gyldighedstid.

  • 4) Passet skal indeholde et vellignende fotografi af pasindehaveren. Er fotosiden ikke lamineret, skal fotografiet være forsynet med den udstedende myndigheds stempel eller segl, således at det er aftrykt delvis på fotografiet og delvis uden for dette.

  • 5) Passet skal indeholde plads til afstemplinger.

Stk. 2 Pas, som er udstedt til ægtefæller, gælder som rejselegitimation, når det opfylder kravene i stk. 1.

Stk. 3 Pas, hvori et barn under 16 år er optaget med angivelse af fulde navn, køn og fødselsdato af en kompetent udenlandsk myndighed, gælder som rejselegitimation for barnet, når det ledsages af den voksne pasindehaver, og når passet opfylder kravene i stk. 1.