14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Udlændingeloven § 14a

Denne § er fra den opdaterede og konsoliderede version af udlændingeloven og bygger på lovbekendtgørelse nr. 1910 af 26. September 2021. Eventuelle senere ændringslove er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

§14a Udlændingestyrelsen træffer efter ansøgning afgørelse om, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, uden arbejdstilladelse kan tage beskæftigelse i Danmark på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, når

  • 1) udlændingens identitet er fastlagt,

  • 2) udlændingen har opholdt sig i Danmark i mindst 6 måneder fra indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7,

  • 3) Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at udlændingen kan opholde sig i Danmark under asylsagens behandling, jf. herved § 48 e, stk. 2, og

  • 4) udlændingen indgår en kontrakt med Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med stk. 4.

•••

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for

  • 1) udlændinge, der er administrativt udvist i medfør af § 25,

  • 2) udlændinge, der er udvist ved dom,

  • 3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse begået her i landet, der ville have medført en straf af denne karakter,

  • 4) udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i § 10, men ikke kan udsendes af landet, jf. § 31,

  • 5) udlændinge, hvis opholdstilladelse er bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1,

  • 6) udlændinge, hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 behandles efter § 53 b, og

  • 7) udlændinge under 18 år, medmindre Udlændingestyrelsen efter en konkret vurdering finder, at hensynet til den mindreåriges tarv taler derfor.

•••

Stk. 3 Godkendelse til beskæftigelse efter stk. 1 meddeles for højst 1 år og kan herefter forlænges for perioder på op til 1 år ad gangen. En ansøgning om forlængelse af godkendelse til beskæftigelse skal indgives før godkendelsens udløb.

•••

Stk. 4 Udlændingestyrelsen indgår en kontrakt om beskæftigelsen med udlændingen. Det skal indgå i kontrakten som et vilkår, at udlændingen medvirker til oplysning af sin sag om opholdstilladelse i medfør af § 7, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen om opholdstilladelse medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 1. Udlændingestyrelsen vejleder i forbindelse med indgåelse af kontrakten udlændingen mundtligt og skriftligt om vilkårene for beskæftigelsen, herunder navnlig kravet om medvirken.

•••

Stk. 5 Medmindre helt særlige grunde taler derimod, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, at en udlænding, som er meddelt en godkendelse til beskæftigelse efter denne bestemmelse, ikke længere har ret til at tage beskæftigelse i følgende tilfælde:

  • 1) Godkendelsen efter stk. 1 er opnået ved svig.

  • 2) Betingelserne i stk. 1 er ikke længere opfyldt.

  • 3) Udlændingen bliver efter tidspunktet for godkendelsen efter stk. 1 omfattet af en af undtagelserne i stk. 2.

  • 4) Vilkårene i den indgåede kontrakt, jf. stk. 4, overholdes ikke.

  • 5) Udlændingen udebliver fra sit indkvarteringssted omfattet af § 42 a, stk. 5, eller har uden tilladelse taget ophold uden for et indkvarteringssted.

  • 6) Udlændingen betaler ikke de udgifter, som den pågældende er pålagt at betale i medfør af § 42 a, stk. 4, 1. pkt.

•••

Stk. 6 Udlændingestyrelsen kan forhåndsgodkende overenskomstdækkede virksomheder, som på godkendelsestidspunktet ikke er omfattet af en lovlig konflikt, til ansættelse af udlændinge efter denne paragraf.

•••
profile photo
Profilside