Udlændingeloven § 21a

Denne konsoliderede version af udlændingeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 226 af 08. juni 1983,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023,
som ændret ved lov nr. 572 af 31. maj 2010, lov nr. 601 af 14. juni 2011, lov nr. 721 af 27. april 2021, lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1540 af 12. december 2023 og lov nr. 1575 af 12. december 2023

§ 21a

Styrelsen for International Rekruttering og Integration træffer afgørelse om, at der i en periode på 2 år fra afgørelsen herom ikke kan meddeles opholdstilladelse efter § 9 j, med henblik på au pair-ophold hos en værtsperson, når

  • 1) en au pair-person hos værtsfamilien har udført pligter i mere end det tidsmæssige maksimum for den meddelte tilladelse eller udfører andet end huslige opgaver for værtsfamilien,

  • 2) det lommepengebeløb, som en au pair-person har modtaget fra værtsfamilien, er mindre end det af udlændingemyndighederne fastsatte minimumslommepengebeløb,

  • 3) der ikke i værtsfamiliens bolig er stillet et separat værelse til rådighed for en au pair-person,

  • 4) en au pair-person ved au pair-opholdets begyndelse rejser til Danmark fra hjemlandet eller opholdslandet og hjemlandet eller opholdslandet ikke er et EU-/EØS-land eller Schweiz og værtsfamilien ikke har betalt for rejsen,

  • 5) en au pair-person efter au pair-opholdets afslutning rejser tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland og hjemlandet eller opholdslandet ikke er et EU-/EØS-land eller Schweiz og værtsfamilien ikke har betalt for rejsen eller

  • 6) værtsfamilien ikke har tegnet en arbejdsskadeforsikring, en fritids- og ulykkesforsikring og en forsikring, der dækker omkostningerne til hjemtransport i tilfælde af en au pair-persons død, alvorlige sygdom eller ulykke.