Udlændingeloven § 62n

Denne konsoliderede version af udlændingeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 226 af 08. juni 1983,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023,
som ændret ved lov nr. 572 af 31. maj 2010, lov nr. 601 af 14. juni 2011, lov nr. 721 af 27. april 2021, lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1540 af 12. december 2023 og lov nr. 1575 af 12. december 2023

§ 62n

Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på sikrede døgninstitutioner, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, i barnets lov, når betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2 En sikret døgninstitution for børn og unge mellem 12 og 17 år efter § 43, stk. 1, nr. 6, i barnets lov må alene anvendes, hvis der er en åbenbar risiko for, at den uledsagede mindreårige udlændings sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos udlændingen, jf. § 62 m, stk. 2, nr. 1-3, og når

  • 1) det er absolut påkrævet for at afværge, at udlændingen skader sig selv eller andre, og risikoen for skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre, mere lempelige forholdsregler,

  • 2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling eller

  • 3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode efter nr. 2 fastslås, at det er absolut påkrævet, at der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete anbringelse på en sikret døgninstitution.

Stk. 4 Udlændinge- og integrationsministeren kan efter forhandling med børne- og socialministeren fastsætte nærmere regler om, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om at dispensere fra aldersgrænsen i stk. 2 i særlige situationer i forhold til udlændinge under 12 år.

Stk. 5 Børne- og socialministeren kan efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene på sikrede døgninstitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens ret til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbringelse. Voksenansvarsbekendtgørelsen