Udligningsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af udligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

Lov nr. 499 af 07. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 19. januar 2021,
som ændret ved lov nr. 2052 af 19. december 2020 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

Kapitel 6 1 Statstilskud
§ 14

Staten yder et årligt tilskud til kommunerne, som fastsættes af finansministeren med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg.

Stk. 2 Tilskuddet fastsættes som summen af

  • 1) det foregående års tilskud med tillæg eller fradrag som følge af engangsreguleringer og op- og efterreguleringer,

  • 2) regulering for den forventede pris- og lønudvikling i den kommunale sektor fra det foregående år til tilskudsåret,

  • 3) kommunale mer- eller mindreudgifter som følge af ændringer i udgifts- og opgavefordelingen mellem staten, kommunerne og regionerne i tilskudsåret,

  • 4) kommunale mer- eller mindreudgifter som følge af ændringer i den statslige regulering af kommunernes virksomhed i tilskudsåret,

  • 5) kommunale mer- eller mindreudgifter som følge af udviklingen i kommunernes reale udgifter til

    • a) arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, aktivitetstillæg, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse som led i et ressourceforløb eller jobafklaringsforløb, revalidering, førtidspension og seniorpension,

    • b) aktivering af arbejdsløshedsdagpenge-, kontanthjælps-, uddannelseshjælps-, overgangsydelses- og ledighedsydelsesmodtagere, personer i ressourceforløb og jobafklaringsforløb, revalidender, ledige selvforsørgende, nyuddannede personer med handicap, som er ansat med løntilskud, og sygedagpengemodtagere bortset fra driftsudgifter til aktivering af sygedagpengemodtagere, som er visiteret til kategori 1, jf. § 12, stk. 1, nr. 1, i lov om sygedagpenge,

    • c) driftsudgifter til aktivering af førtidspensionister og unge under 18 år og driftsudgifter vedrørende personer ansat i fleksjob og personer, som får tilskud til at drive selvstændig virksomhed efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

    • d) mentorstøtte, personlig assistance til handicappede og jobrotationsydelse samt hjælpemidler til personer i forbindelse med ansættelse og beskæftigelse m.v. eller selvstændig virksomhed,

    • e) danskundervisning og aktivering efter integrationsloven og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., resultattilskud, grundtilskud og tilskud til uledsagede mindreårige flygtninge efter integrationslovens kapitel 9 og

    • f) erhvervsgrunduddannelse i tilskudsåret og

  • 6) beløb i henhold til § 7 i lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning.

Stk. 3 Finansministeren kan med virkning for tilskudsåret med Finansudvalgets tilslutning forhøje eller nedsætte tilskuddet opgjort efter stk. 2, hvis hensynet til en balanceret udvikling i den kommunale økonomi taler herfor.

Stk. 4 Det årlige tilskud fastsat efter stk. 1-3 fordeles af social- og indenrigsministeren. Ved fordelingen reguleres tilskuddet forlods for udgifterne til finansiering af tilskuddet efter § 17 og kommunernes andel af udgifterne til finansiering af tilskuddet efter § 17 a. Tilskuddet fordeles herefter i forhold til de enkelte kommuners andel af det samlede indbyggertal, jf. dog stk. 5. Dog kan social- og indenrigsministeren med Finansudvalgets tilslutning helt eller delvis fordele reguleringer efter stk. 3 i forhold til de enkelte kommuners andel af det samlede beskatningsgrundlag.

Stk. 5 Finansministeren kan beslutte, at en andel af tilskuddet efter stk. 1 på op til 3 mia. kr. alene udbetales til kommunerne, hvis kommunernes budgetterede serviceudgifter for tilskudsåret efter finansministerens vurdering svarer til de forudsætninger, der har ligget til grund for fastsættelsen af tilskuddet. Social- og indenrigsministeren kan træffe beslutning om fordelingen mellem kommunerne af den i 1. pkt. nævnte andel af tilskuddet. Hvis den i 1. pkt. nævnte andel af tilskuddet ikke udbetales fuldt ud til kommunerne fordelt efter den enkelte kommunes andel af det samlede indbyggertal, jf. stk. 4, orienterer social- og indenrigsministeren Finansudvalget om størrelsen og fordelingen af det udbetalte tilskud.

Stk. 6 Finansministeren kan beslutte, at en andel af tilskuddet efter stk. 1 på op til 1 mia. kr. kun udbetales til kommunerne, hvis kommunernes budgetterede bruttoanlægsudgifter for tilskudsåret efter finansministerens vurdering svarer til de forudsætninger, der har ligget til grund for fastsættelsen af tilskuddet.

Stk. 7 Finansministeren kan med Finansudvalgets tilslutning senere forhøje eller nedsætte tilskuddet for tilskudsåret, hvis der sker ændringer i de forhold, der er omtalt i stk. 2 og 3, eller hvis udviklingen i den kommunale økonomi i øvrigt taler herfor.

Stk. 8 Ændringen af tilskuddet for tilskudsåret fordeles af social- og indenrigsministeren i forhold til de enkelte kommuners andel af det samlede indbyggertal. Ændringer af tilskuddet, der ikke er begrundet af ændringer i de i stk. 2 nævnte forhold, kan dog af social- og indenrigsministeren med Finansudvalgets tilslutning helt eller delvis fordeles i forhold til de enkelte kommuners andel af det samlede beskatningsgrundlag.

§ 14a

Social- og indenrigsministeren nedsætter statens tilskud til kommunerne for tilskudsåret, jf. § 14, hvis kommunernes regnskaber for året før tilskudsåret under et udviser et højere niveau for serviceudgifterne end det budgetterede niveau korrigeret efter stk. 2. Nedsættelsen udgør forskellen mellem de regnskabsførte og de korrigerede budgetterede serviceudgifter for det pågældende år.

Stk. 2 Kommunernes budgetterede serviceudgifter korrigeres for ændrede forudsætninger fra budget til regnskab. Social- og indenrigsministeren kan indregne et korrektionsbeløb i opgørelsen af kommunernes samlede budgetterede serviceudgifter, såfremt de budgetterede serviceudgifter er lavere end en af social- og indenrigsministeren fastsat ramme.

Stk. 3 Nedsættelsen efter stk. 1 opgøres og fordeles mellem kommunerne af social- og indenrigsministeren. 40 pct. af nedsættelsen fordeles mellem alle kommuner i forhold til den enkelte kommunes andel af det samlede indbyggertal. 60 pct. af nedsættelsen fordeles mellem de kommuner, hvis regnskabsførte serviceudgifter overstiger det korrigerede budget for året før tilskudsåret. Nedsættelsen efter 3. pkt. fordeles på disse kommuner i forhold til den enkelte kommunes andel af den samlede overskridelse af de korrigerede budgetter for de kommuner, hvor de regnskabsførte serviceudgifter overstiger de korrigerede budgetter. Korrektionen af de enkelte kommuners budgetter foretages på baggrund af ændrede forudsætninger fra budget til regnskab.

Stk. 4 Nedsættelsen afregnes i månederne oktober, november og december i tilskudsåret.

Stk. 5 Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelse og afregning af nedsættelsen, herunder om indhentelse af særlige revisionserklæringer vedrørende regnskabsaflæggelsen og om de nødvendige korrektioner ved sammenligning af budget og regnskab.

§ 15

De efter § 14 opgjorte tilskud for den enkelte kommune reduceres med et beløb svarende til 40 pct. af det af Forsyningstilsynet meddelte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning, jf. § 37, stk. 10, i lov om elforsyning og § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning, jf. dog stk. 3, hvis kommunen deponerer et beløb svarende til rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning fratrukket tilskudsreduktionen. Deponeringen sker ved anbringelse af beløbet i overensstemmelse med reglerne i § 44 i lov om kommunernes styrelse. Frigivelse af depotet sker efter stk. 4. Denne bestemmelse gælder tilsvarende for rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning, jf. § 6 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber.

Stk. 2 Den i stk. 1 nævnte modregningsprocent ændres til 60 pct., hvis der ikke sker deponering.

Stk. 3 Den i stk. 1 og 2 nævnte modregningsprocent ændres til 100 pct., hvis uddelingen eller vederlaget ved afståelse, jf. § 23 l, stk. 1, i lov om varmeforsyning, hidrører fra forrentning af indskudskapital, jf. § 23 l, stk. 3, 2. og 3. pkt., og stk. 9 og 10, i lov om varmeforsyning.

Stk. 4 Det deponerede beløb frigives med en tiendedel årligt. Endvidere kan der hvert år i deponeringsperioden frigives de til de deponerede beløb tilskrevne renter. Det deponerede beløb kan med social- og indenrigsministerens godkendelse reduceres ekstraordinært, såfremt kommunen ekstraordinært nedbringer sin gæld. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om deponering og frigivelse.

Stk. 5 Beløb efter stk. 1 og 2 modregnes i udbetalingen af statstilskuddet til den enkelte kommune fra oktober måned i det år, hvor rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning er meddelt af Forsyningstilsynet. Hvis det beløb, som efter stk. 1 og 2 skal modregnes i statstilskuddet, overstiger statstilskuddet til den enkelte kommune for månederne oktober-december i dette år, reduceres statstilskuddet i de følgende år, indtil det fulde beløb er modregnet.

Stk. 6 Den enkelte kommunes tilskud efter § 14 reduceres med et beløb svarende til 20 pct. af det af Forsyningstilsynet meddelte nettoprovenu inklusive forrentning, jf. § 35, stk. 6-8, i lov om naturgasforsyning. Det er dog en betingelse, at kommunen deponerer et beløb svarende til nettoprovenuet inklusive forrentning fratrukket reduktionen efter 1. pkt. Hvis der ikke sker sådan deponering, fastsættes modregningsprocenten til 60 pct. Frigivelse af det deponerede beløb sker efter stk. 4. Modregning i statstilskuddet til den enkelte kommune sker efter stk. 5.

§ 15a

Tilskud efter § 14 til kommunen reduceres med et beløb i henhold til §§ 1 og 2 i lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner som følge af indtægter fra parkering.