Udligningsloven § 23

Denne konsoliderede version af udligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

Lov nr. 499 af 07. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 19. januar 2021,
som ændret ved lov nr. 2052 af 19. december 2020 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 23

Kommuner, hvis provenu pr. indbygger af skat af aktieselskaber m.v., jf. § 11 i lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne, fratrukket nedslagsbeløb efter stk. 3, er højere end landsgennemsnittet pr. indbygger, yder et årligt tilskud til de kommuner, hvis provenu pr. indbygger af skat af aktieselskaber m.v. er lavere end landsgennemsnittet.

Stk. 2 En kommunes tilskud eller bidrag pr. indbygger efter stk. 1 beregnes som 50 pct. af forskellen mellem kommunens provenu pr. indbygger af skat af aktieselskaber m.v. og det landsgennemsnitlige provenu pr. indbygger. Det samlede tilskud eller bidrag for kommunen fremkommer ved at gange tilskuddet eller bidraget pr. indbygger med kommunens indbyggertal.

Stk. 3 For de kommuner, hvor det samlede provenu af skat af aktieselskaber m.v. i 2007 udgør mere end 1 pct. af kommunens beskatningsgrundlag, kan der ydes et nedslag i det provenu, der indgår i beregningen af udligningsordningen efter stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4. For 2007 udgør nedslaget for en kommune den del af kommunens provenu af skat af aktieselskaber m.v., der overstiger 1 pct. af kommunens beskatningsgrundlag for 2007. Fra og med 2008 udgør nedslaget det mindste af følgende beløb:

  • 1) Det nedslagsbeløb, der blev ydet det foregående år, eller

  • 2) det beløb, hvormed kommunens provenu af skat af aktieselskaber m.v. for det pågældende år overstiger 1 pct. af kommunens beskatningsgrundlag for det pågældende år.

Stk. 4 Nedslag efter stk. 3 kan ydes til de kommuner, der har et samlet beregnet byrdefordelingsmæssigt tab på kommunalreformen og denne lov.