Udligningsloven § 38

Denne konsoliderede version af udligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

Lov nr. 499 af 07. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 19. januar 2021,
som ændret ved lov nr. 2052 af 19. december 2020 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 38

Social- og indenrigsministeren kan fra tilskudsåret 2007 yde et årligt tilskud til de kommuner, som i 2007 har et samlet beregnet byrdefordelingsmæssigt tab på kommunalreformen og denne lov, som beregnes at overstige 1 pct. af kommunens beskatningsgrundlag.

Stk. 2 Det samlede byrdefordelingsmæssige tab efter stk. 1 fastsættes efter de på lovgivningstidspunktet beregnede konsekvenser. Tilskuddet for 2007 fastsættes til den del af kommunens samlede byrdefordelingsmæssige tab, som overstiger 1 pct. af kommunens beskatningsgrundlag. Grænsen for tilskud forhøjes herefter årligt med 0,2 procentpoint.

Stk. 3 De kommuner, som i 2007 har en samlet beregnet byrdefordelingsmæssig gevinst på kommunalreformen og denne lov, som beregnes at overstige 1 pct. af kommunens beskatningsgrundlag, betaler et bidrag.

Stk. 4 Den samlede byrdefordelingsmæssige gevinst efter stk. 3 fastsættes efter de på lovgivningstidspunktet beregnede konsekvenser. Bidraget for 2007 fastsættes til den del af kommunens samlede byrdefordelingsmæssige gevinst, som overstiger 1 pct. af kommunens beskatningsgrundlag. Grænsen for bidrag forhøjes herefter årligt med 0,2 procentpoint.

Stk. 5 Kommunerne Læsø, Samsø og Ærø er ikke omfattet af reglerne i stk. 1-4.

Stk. 6 Tilskuddet efter § 21, stk. 1, for tilskudsåret 2007 fordeles til Læsø, Samsø og Ærø Kommuner og udgør 6,2 mio. kr. til Læsø Kommune, 16,1 mio. kr. til Samsø Kommune og 5,2 mio. kr. til Ærø Kommune.

Stk. 7 Statens tilskud til kommunerne efter § 14 reguleres med forskellen mellem tilskud og bidrag efter stk. 1-4.

Stk. 8 For tilskudsåret 2007 forhøjes tilskuddet efter § 16 med 150 mio. kr.