Udligningsloven § 5

Denne konsoliderede version af udligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

Lov nr. 499 af 07. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 19. januar 2021,
som ændret ved lov nr. 2052 af 19. december 2020 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 5

Det socioøkonomiske udgiftsbehov pr. indbygger efter § 3, stk. 4, opgøres som et landsgennemsnitligt beløb pr. indbygger ganget med et beregnet socioøkonomisk indeks for den enkelte kommune, jf. stk. 2. Det landsgennemsnitlige beløb pr. indbygger beregnes ud fra udgiftsandelen efter § 3, stk. 5, divideret med indbyggertallet i hele landet.

Stk. 2 En kommunes socioøkonomiske indeks efter stk. 1 beregnes som forholdet mellem henholdsvis summen af kommunens vægtede andele af følgende kriterier i hele landet og kommunens andel af indbyggertallet i hele landet:

  • 1) Antallet af 20-59-årige uden beskæftigelse ud over 5 pct. af antallet af 20-59-årige i kommunen opgjort som det største antal baseret på en opgørelse i beregningsåret eller baseret på en opgørelse i året 3 år forud for beregningsåret med en andel på 19 pct.,

  • 2) antallet af 25-49-årige uden erhvervsuddannelse ekskl. indvandrere, som var over 20 år på indvandringstidspunktet, med en vægt på 13 pct.,

  • 3) antallet af billige privat udlejede boliger samt antal familier i privat udlejede enfamilieshuse fra før 1970 i landdistrikter og i byer på op til 5.000 indbyggere og beboede sommerhuse med en vægt på 6 pct.,

  • 4) antallet af diagnosticerede psykiatriske patienter, der i en periode på 10 år har været i kontakt med det psykiatriske sygehusvæsen, med en vægt på 2 pct.,

  • 5) antallet af almene familieboliger med en vægt på 12 pct.,

  • 6) antallet af børn i familier, hvor forsørgerne har kort uddannelse, ikke er studerende og ikke er indvandrere, som var over 20 år på indvandringstidspunktet, med en vægt på 9 pct.,

  • 7) antallet af enlige på 65 år og derover med en vægt på 3 pct.,

  • 8) antallet af personer med en indkomst lavere end 60 pct. af medianindkomsten og bosat i Danmark i mindst 3 ud af de seneste 4 år med en vægt på 5 pct.,

  • 9) antallet af udviklingshæmmede personer på 65 år og derunder og antallet af 20-59-årige personer uden for arbejdsstyrken med øvrige handicap med en vægt på 4 pct.,

  • 10) antallet af indvandrere og efterkommere ekskl. indvandrere med opholdsgrundlag som au pair med en vægt på 6 pct.,

  • 11) antallet af 20-59-årige personer i arbejde, der forudsætter færdigheder på grundniveau, med en vægt på 4 pct.,

  • 12) det gennemsnitlige antal af 0-15-årige af enlige forsørgere over 3 år med en vægt på 2 pct.,

  • 13) antallet af 0-17-årige børn, som er flyttet over en kommunegrænse mindst tre gange, med en vægt på 3 pct.

  • 14) afstand til nærmeste 500 arbejdspladser med en vægt på 2 pct.,

  • 15) regional ledighed for forsikrede ledige med en vægt på 2 pct.,

  • 16) antallet af 45-64-årige med begrænset erhvervserfaring med en vægt på 5 pct.,

  • 17) befolkningstæthed opgjort som den gennemsnitlige rejseafstand til 2.000 indbyggere, dog højst kommunens indbyggertal, med en vægt på 1 pct. og

  • 18) lav middellevetid i forhold til den kommune, der har den højeste middellevetid, med en vægt på 2 pct.