Udsættelses- og benådningsbekendtgørelsen Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om udsættelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf og den administrative behandling af sager om benådning (udsættelses- og benådningsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1015 af 28. juni 2022

Kapitel 3 Behandling af ansøgning om benådning
§ 10

Er den dømte på fri fod, indgives ansøgning om benådning til kriminalforsorgsområdet, jf. § 1, stk. 1.

Stk. 2 Kriminalforsorgsområdet indhenter en udtalelse fra politidirektøren og afgiver en indstilling til Direktoratet for Kriminalforsorgen om, hvorvidt den dømte bør benådes.

Stk. 3 Kriminalforsorgsområdet indkalder den dømte til en samtale, medmindre det efter indholdet af ansøgningen ikke er nødvendigt.

Stk. 4 Den dømte skal opfordres til at oplyse, om fuldbyrdelsen af fængselsstraffen ønskes udsat, hvis ansøgningen afslås.

Stk. 5 Der kan indhentes en udtalelse fra retten eller statsadvokaten.

§ 11

Udstår den dømte fængselsstraf i fængsel eller arresthus, indgives ansøgning om benådning til det kriminalforsorgsområde, hvor fængslet eller arresthuset er beliggende. Hvis den dømte udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a, eller hvis den dømte er udstationeret til eller anbragt i et af kriminalforsorgens udslusningsfængsler eller en institution m.v. uden for kriminalforsorgen, indgives ansøgningen til det kriminalforsorgsområde, som udfører de opgaver, der følger af strafudståelsen.

Stk. 2 Kriminalforsorgsområdet afgiver en indstilling til Direktoratet for Kriminalforsorgen om, hvorvidt benådning bør gives.

Stk. 3 Ved behandlingen af ansøgningen om benådning finder reglerne om behandlingen af sager om prøveløsladelse tilsvarende anvendelse.

§ 12

Afgørelse om benådning træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen, i det omfang der er givet bemyndigelse hertil.

Stk. 2 Afgørelse om afslag på benådning træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen.

§ 13

Direktoratet for Kriminalforsorgen kan bestemme, at det er en forudsætning for benådning, at den dømte forinden betaler en bøde.

§ 14

Benådning betinges i almindelighed af, at den dømte i en prøvetid på normalt 2 år ikke begår strafbart forhold. Benådning kan endvidere betinges af, at den dømte i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.

Stk. 2 Afgørelse om, at den dømte benådes, skal snarest muligt forkyndes for den pågældende ved kriminalforsorgsområdets foranstaltning. Samtidig vejledes den dømte udførligt om afgørelsens betydning, herunder om forståelsen af de fastsatte vilkår og om virkningen af vilkårsovertrædelser.