Udstationeringsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af udstationeringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om udstationering af lønmodtagere m.v.

Lov nr. 933 af 15. december 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 38 af 02. januar 2024

Kapitel 6 1 Straffebestemmelser
§ 10

Med bøde straffes den arbejdsgiver, der trods påkrav uden rimelig grund undlader at yde ferie og betaling herfor efter § 6.

§ 10a

§ 10 a, stk. 1, var affattet ved § 9, nr. 5, i lov nr. 2098 af 25. november 2021. Ændringen indsatte et ny nr. 6 i § 10 a, stk. 1. Det blev besluttet, at ændringen ophæves den 5. februar 2022, jf. bekendtgørelse nr. 2315 af 8. december 2021.
§ 10 a, stk. 1, blev yderligere ændret med § 3, nr. 4, i lov nr. 159 af 31. januar 2022. § 3, nr. 4, i lov nr. 159 af 31. januar 2022 ophævede nr. 4 og 5 i § 10 a, stk. 1. Derfor burde nr. 6 i § 10 a, stk. 1, som blev indsat med § 9, nr. 5, i lov nr. 2098 af 25. november 2021, blive nr. 4. Men bekendtgørelse nr. 147 af 28. januar 2022 ophæver udskydelsen af ophævelsen af § 10 a, stk. 1, nr. 6, som blev lavet med bekendtgørelse nr. 2315 af 8. december 2021. Bekendtgørelse nr. 147 af 28. januar 2022 træder i kraft den 1. februar. Derfor har vi helt slettet den ændring indsat med § 9, nr. 5, i lov nr. 2098 af 25. november 2021, fra den nuværende tekst i § 10 a, stk. 1.
Med bøde straffes den, der på følgende måder overtræder lovens bestemmelser:

  • 1) Undlader rettidigt at anmelde oplysninger eller afgiver urigtige eller mangelfulde oplysninger efter § 7 a, stk. 1 eller 2,

  • 2) Undlader at give dokumentation til hvervgiver i henhold til § 7 d, stk. 1.

  • 3) Undlader at rette henvendelse til Arbejdstilsynet i henhold til § 7 d, stk. 2.

Stk. 2 Overtrædelser efter stk. 1, nr. 2 og 3, straffes dog ikke, såfremt der er sket korrekt anmeldelse efter § 7 a.

Stk. 3 Ved straffens udmåling efter stk. 1, nr. 1-3, betragtes det som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller hvis der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, eller hvis overtrædelsen i øvrigt er af grovere karakter.

§ 10b

I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. RUT-bekendtgørelsen Bekendtgørelse om anmeldelsespligt til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte

§ 10c

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10d

Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at Arbejdstilsynet i nærmere angivne sager om overtrædelser af denne lov kapitel 2 og 3 a og regler udstedt i medfør heraf, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget. Bekendtgørelse om udstedelse af administrative bødeforelæg for visse overtrædelser af anmeldepligten til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT)

Stk. 2 Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et anklageskrift og reglerne i retsplejeloven om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 3 Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.

§ 10e

(Ophævet)