Udstykningsloven § 39

Denne konsoliderede version af udstykningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om udstykning og anden registrering i matriklen m.v.

Lov nr. 137 af 07. marts 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 17. januar 2024

§ 39

Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens omkostninger helt eller delvis. Anlægges der retssag efter § 36, stk. 2, nr. 2, træffes afgørelsen herom dog af retten. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til interesserne i en konstatering af ejendomsgrænsens rette beliggenhed, herunder baggrunden for og resultatet af skelforretningen.

Stk. 2 Begæringen til hegnssynet skal indgives skriftligt til formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet behandler sagen efter reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger. Hegnssynets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3 Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.