Undergrundsloven § 23q

Denne konsoliderede version af undergrundsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om anvendelse af Danmarks undergrund

Lov nr. 293 af 10. juni 1981,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1461 af 29. november 2023

§ 23q

En rettighedshaver til en CO2-lagringslokalitet skal stille gyldig og ikrafttrådt finansiel sikkerhed eller tilsvarende for de anslåede omkostninger af alle forpligtelser, som følger af tilladelsen til lagring af CO2. Den finansielle sikkerhed eller tilsvarende skal jævnligt tilpasses for at tage hensyn til ændringer i den vurderede risiko for udsivning og de anslåede omkostninger af alle forpligtelser, som følger af tilladelsen til lagring af CO2. Den finansielle sikkerhed eller tilsvarende skal være gyldig og trådt i kraft, inden injektion i en CO2-lagringslokalitet påbegyndes.

Stk. 2 Den finansielle sikkerhed eller tilsvarende, jf. stk. 1, skal fortsat være gyldig og i kraft

  • 1) efter lukning af en CO2-lagringslokalitet i medfør af § 23 k, stk. 2, nr. 1 og 2, indtil ansvaret for lagringslokaliteten overdrages til klima-, energi- og forsyningsministeren, jf. § 23 o, og

  • 2) efter tilbagekaldelse af en tilladelse til lagring af CO2 , jf. § 23 m eller § 30, stk. 1,

    • a) indtil meddelelsen af en ny tilladelse til lagring af CO2 til en anden rettighedshaver, eller

    • b) hvis lokaliteten er lukket i medfør af § 23 n, stk. 1, indtil ansvarsoverdragelse har fundet sted efter § 23 o, forudsat at betaling efter § 23 r har fundet sted.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler for etablering, tilpasning og opretholdelse af den finansielle sikkerhed eller tilsvarende samt beregning af dækningen af denne.