Universitetsloven § 26

Denne konsoliderede version af universitetsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om universiteter

Lov nr. 403 af 28. maj 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 778 af 07. august 2019,
som ændret ved lov nr. 363 af 09. marts 2021, lov nr. 1630 af 28. december 2022, lov nr. 492 af 15. maj 2023 og lov nr. 1798 af 28. december 2023

Deltagerbetaling til uddannelse
§ 26

I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation er der fejlagtigt skrevet "delvis" i stedet for "delvist" i denne bestemmelse, jf. §1, nr. 11 i LOV nr 750 af 25/06/2014, der ændrede hele §26 per den 1. september 2014. Universitetet opkræver delvis betaling for deltagelse i undervisning og i prøver og anden bedømmelse, der indgår i eksamen, under deltidsuddannelse, hvortil der ydes delvist tilskud efter § 19, stk. 1, jf. dog § 20, stk. 1.

Stk. 2 Universitetet skal opkræve fuld betaling for deltagelse i undervisning og i prøver og anden bedømmelse, der indgår i eksamen, under heltids- og deltidsuddannelse og akademisk erhvervsoverbygnings- og erhvervskandidatuddannelse, i det omfang der ikke er ydet tilskud eller givet friplads til aktiviteten, jf. § 19, stk. 1, 7 og 9 , og § 20, stk. 1.

Stk. 3 Universitetet afholder udgiften til ekstra uddannelsesaktivitet, jf. § 4 a, stk. 1, og enkeltfag, jf. § 4 a, stk. 2, for danske borgere og for udenlandske borgere, der har krav på ligebehandling med danske borgere, mens universitetet opkræver fuld betaling for udbud af denne aktivitet til øvrige udenlandske borgere.

Stk. 4 Universitetet skal opkræve betaling for indgående studerende, der er optaget på udenlandske universiteter, og som tager dele af deres uddannelse på det pågældende universitet i Danmark, og som ikke er omfattet af en aftale om udveksling m.v. mellem det danske universitet og et universitet i udlandet, jf. dog § 19 a, stk. 5.

Stk. 5 Universitetet opkræver fuld betaling fra selvstuderende for deltagelse i prøver og anden bedømmelse, der indgår i eksamen.

Stk. 6 Universitetet udarbejder et beregningsgrundlag til brug ved fastsættelse af deltagerbetaling efter stk. 1-5. Deltagerbetalingen efter stk. 1 og 5 må sammen med et eventuelt tilskud ikke overstige omkostningerne. Deltagerbetalingen efter stk. 2 skal mindst svare til omkostningerne og udgør ved tildeling af delvis friplads efter § 19, stk. 9, differencen mellem værdien af den delvise friplads og tilskuddet efter § 19, stk. 2.

Stk. 7 Universitetet kan opkræve et depositum af visse udenlandske ansøgere for at behandle ansøgning om optagelse på uddannelsen, hvis deres adgangsgivende eksamen ikke er dansk. Depositummet betales kun tilbage til de ansøgere, som bliver optaget på uddannelsen.

Stk. 8 Universitetet kan opkræve gebyr af visse udenlandske ansøgere for at afholde

  • 1) en kvalifikationsprøve til dokumentation af, at ansøgeren opfylder de nødvendige faglige krav for optagelse på uddannelsen, og

  • I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation er der fejlagtigt udeladt "et" i denne bestemmelse, jf. §1, nr. 11 i LOV nr 750 af 25/06/2014, der ændrede hele §26 per den 1. september 2014. 2) en særligt tilrettelagt prøve i engelsk eller et andet fremmedsprog til dokumentation af, at ansøgeren har de nødvendige sprogkundskaber for optagelse på uddannelser udbudt på engelsk eller et andet fremmedsprog.

Stk. 9 Ministeren kan fastsætte nærmere regler for udarbejdelse af beregningsgrundlag, jf. stk. 6.