Våbenloven § 5

Denne konsoliderede version af våbenloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om våben og eksplosivstoffer m.v.

Lov nr. 122 af 28. april 1934,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1736 af 26. august 2021

§ 5

Det er forbudt at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, fremstille, udvikle eller med henblik på udvikling at forske i kemiske, biologiske, radiologiske eller nukleare våben og fremføringsmidler, der er specielt udformet eller modificeret til sådanne våben, jf. dog stk. 3 og 4. Det samme gælder dele, der er specielt udformet eller modificeret til at indgå i sådanne våben og fremføringsmidler.

Stk. 2 Henvisningerne til straffeloven er efter en ændring af straffeloven ikke længere korrekte, jf. følgende note på Retsinformation:

"2) Ved lov nr. 490 af 17. juni 2008 om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Dansk straffemyndighed) er gennemført en samlet revision af straffelovens almindelige bestemmelser om dansk straffemyndighed, hvorved straffelovens §§ 6-12 er ændret."
Forbuddet i stk. 1 omfatter med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7, 10, 10 a og 10 b, også handlinger foretaget i udlandet.

Stk. 3 Forbuddet i stk. 1 omfatter ikke transporter, der gennemføres uden for Danmark, herunder om bord på dansk indregistreret fartøj, i det omfang transporten sker i overensstemmelse med internationale aftaler om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben.

Stk. 4 Forbuddet i stk. 1 omfatter ikke de i § 1, stk. 1, nr. 5, og § 4, nr. 1, nævnte genstande og stoffer.

Stk. 5 Justitsministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra forbuddet i stk. 1.