Vægtafgiftsloven § 23

Denne konsoliderede version af vægtafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v.

Lov nr. 99 af 28. marts 1962,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1107 af 02. juni 2021,
som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023

§ 23

Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug ved:

  • 1) afgørelse af, om der skal svares afgift af et køretøj,

  • 2) beregning af afgiftens størrelse,

  • 3) afgørelse om afgiftsfritagelse eller tilbagebetaling af afgift.

Stk. 2 På samme måde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

  • 1) overtræder § 4, stk. 11-13,

  • 2) undlader i overensstemmelse med § 9, stk. 2, at give told- og skatteforvaltningen oplysning om ændringer ved eller ændret anvendelse af et køretøj, som er af betydning for afgiftens beregning,

  • 3) unddrager sig afgift ved at benytte et registreringspligtigt køretøj, der ikke er registreret,

  • 4) benytter eller indretter et køretøj, som er fritaget for afgift, i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen,

  • 5) i øvrigt benytter eller indretter et køretøj i strid med køretøjets registrerede art og anvendelse eller

  • 6) under kørslen undlader at medbringe et bevis udstedt efter § 4, stk. 8.

Stk. 3 I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4 Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Stk. 5 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.