Værdipapirhandelsloven Kapitel 12

Denne konsoliderede version af værdipapirhandelsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

denne lov blev ophævet den 3. januar 2018, men er stadig relevant i nogle tilfælde

Lov om værdipapirhandel m.v.

Lov nr. 1072 af 20. december 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 21. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 532 af 29. april 2015 og lov nr. 426 af 03. maj 2017

Kapitel 12 1 Prospekter ved offentlige udbud af værdipapirer mellem 1.000.000 og 5.000.000 euro
§ 43

Dette kapitel finder anvendelse på udbud til offentligheden af værdipapirer, når udbuddet er mellem 1.000.000 og 5.000.000 euro.

Stk. 2 Dette kapitel finder anvendelse på værdipapirer som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, bortset fra obligationer med en løbetid på mindre end 1 år.

Stk. 3 Finanstilsynet kan fastsætte regler om, at udbud af nærmere bestemte værdipapirer undtages fra denne lov.

§ 44

En udbyder må ikke foretage udbud af værdipapirer til offentligheden, før der er offentliggjort et godkendt prospekt for disse værdipapirer, jf. stk. 2.

Stk. 2 Finanstilsynet træffer beslutning om prospektets godkendelse.

Stk. 3 Prospektet skal indeholde de oplysninger, der anses for fornødne for, at investorerne og deres investeringsrådgivere kan danne sig et velbegrundet skøn over udstederens aktiver og passiver, finansielle stilling, resultater og fremtidsudsigter samt over en eventuel garant og over de rettigheder, der er knyttet til de værdipapirer, der udbydes til offentligheden.

Stk. 4 Et prospekt, der opfylder de krav, der er fastsat i §§ 23-24 og i regler udstedt i medfør af § 23, stk. 7 og 8, og § 24, stk. 2, kan træde i stedet for et prospekt som nævnt i stk. 1.

Stk. 5 Et prospekt, der opfylder kravene til prospekter efter bestemmelserne i direktiv 2003/ 71/EF, som ændret ved direktiv 2010/73/EU, og som er godkendt af den kompetente myndighed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, sidestilles med et prospekt som nævnt i stk. 1. Prospektet skal inden offentliggørelse forelægges Finanstilsynet, der påser, at betingelserne efter 1. pkt. er opfyldt.

Stk. 6 Finanstilsynet fastsætter regler om prospektets indhold, sprog, indsendelse, gyldighed og annoncering.

§ 45

(Ophævet)

§ 46

(Ophævet)