Værdipapirhandelsloven § 23

Denne konsoliderede version af værdipapirhandelsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

denne lov blev ophævet den 3. januar 2018, men er stadig relevant i nogle tilfælde

Lov om værdipapirhandel m.v.

Lov nr. 1072 af 20. december 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 21. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 532 af 29. april 2015 og lov nr. 426 af 03. maj 2017

§ 23

En udsteder eller en person, der anmoder om optagelse af værdipapirer til handel på et reguleret marked, må ikke foranledige optagelse af værdipapirerne til handel, før der er offentliggjort et godkendt prospekt for de pågældende værdipapirer, jf. stk. 2 og § 24, stk. 1. Tilsvarende må en udbyder ikke foretage udbud af værdipapirer til offentligheden, før der er offentliggjort et godkendt prospekt for de pågældende værdipapirer, jf. stk. 2 og § 24, stk. 1.

Stk. 2 Finanstilsynet træffer beslutning om prospektets godkendelse.

Stk. 3 Prospektet skal indeholde de oplysninger, der anses for fornødne for, at investorerne og deres investeringsrådgivere kan danne sig et velbegrundet skøn over udstederens aktiver og passiver, finansielle stilling, resultater og fremtidsudsigter samt over en eventuel garant og over de rettigheder, der er knyttet til værdipapirerne, som udbydes til offentligheden eller optages til handel.

Stk. 4 Reglerne i dette kapitel om pligten til at offentliggøre et prospekt finder uanset stk. 1 ikke anvendelse på følgende:

  • 1) Pengemarkedsinstrumenter, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, med en løbetid på mindre end 12 måneder.

  • 2) Omsættelige pantebreve, jf. § 2, stk. 1, nr. 11.

  • 3) Andele i kollektive investeringsordninger omfattet af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. eller lov om investeringsforeninger m.v. For andele i kollektive investeringsordninger omfattet af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. gælder undtagelsen dog ikke for fonde af den lukkede type.

  • 4) Værdipapirer, der ikke er kapitalandele, udstedt af

    • a) et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller af en af det pågældende lands regionale eller kommunale myndigheder,

    • b) internationale offentligretlige organer, som et eller flere lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, er medlemmer af,

    • c) Den Europæiske Centralbank eller

    • d) centralbanker, der er hjemmehørende i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

  • 5) Aktier i en centralbank, der er hjemmehørende i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

  • 6) Værdipapirer dækket af en ubetinget og uigenkaldelig garanti fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller af en af det pågældende lands regionale eller kommunale myndigheder.

  • 7) Værdipapirer, der med henblik på at skaffe midler til almennyttige mål udstedes af statsanerkendte organisationer hjemmehørende i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som ikke arbejder med gevinst for øje.

  • 8) Værdipapirer, der ikke er kapitalandele, og som udstedes løbende eller ad gentagne gange af kreditinstitutter, forudsat at disse værdipapirer

    • a) ikke er underordnede, konvertible eller ombyttelige,

    • b) ikke giver ret til at tegne eller erhverve andre former for værdipapirer og ikke er tilknyttet et afledt instrument,

    • c) gør det ud for modtagelse af indlån, der skal tilbagebetales, og

    • d) er omfattet af en indskudsgarantiordning.

  • 9) Værdipapirer, der indgår i et offentligt udbud af værdipapirer, hvor hele udbuddet i Den Europæiske Union og lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, er under 5.000.000 euro, idet denne grænse beregnes over en periode på 12 måneder.

  • 10) Værdipapirer, der ikke er kapitalandele, og som udstedes løbende eller ad gentagne gange af kreditinstitutter, hvor hele udstedelsen i Den Europæiske Union og lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, er under 75.000.000 euro, idet denne grænse beregnes over en periode på 12 måneder, forudsat at disse værdipapirer

    • a) ikke er underordnede, konvertible eller ombyttelige og

    • b) ikke giver ret til at tegne eller erhverve andre former for værdipapirer og ikke er tilknyttet et afledt instrument.

Stk. 5 En udsteder, en udbyder eller en person, der anmoder om optagelse til handel af værdipapirer, der er nævnt i stk. 4, nr. 4, 6, 9 og 10, kan dog udforme et prospekt i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og regler udstedt i medfør af stk. 7 og 8 og § 24, stk. 2.

Stk. 6 Et prospekt skal udarbejdes i overensstemmelse med de regler, som Finanstilsynet fastsætter i henhold til stk. 7, og skal præsenteres på en måde, som gør det muligt at forstå indholdet og vurdere betydningen af den givne information.

Stk. 7 Finanstilsynet fastsætter regler for prospekters indhold, format, sprog, annoncering og gyldighed samt udeladelse af oplysninger i prospektet. Derudover fastsætter Finanstilsynet regler for prospekters godkendelse i de tilfælde, hvor værdipapirer ønskes optaget til handel på flere regulerede markeder her i landet eller regulerede markeder i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 8 Finanstilsynet fastsætter regler om fritagelse for pligten til at offentliggøre et prospekt, herunder regler om, at nærmere bestemte værdipapirer undtages fra pligten.