Værdipapirhandelsloven § 84k

Denne konsoliderede version af værdipapirhandelsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

denne lov blev ophævet den 3. januar 2018, men er stadig relevant i nogle tilfælde

Lov om værdipapirhandel m.v.

Lov nr. 1072 af 20. december 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 21. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 532 af 29. april 2015 og lov nr. 426 af 03. maj 2017

§ 84k

Finanstilsynet offentliggør på sin hjemmeside i de sager, der er nævnt i stk. 2, påtaler, påbud eller tvangsbøder meddelt i henhold til § 83, stk. 1, § 93, stk. 3 og 5, og § 95 for overtrædelse af afsnit III, IV og V i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 (EMIR-forordningen) og afsnit III og IV i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014/EU af 23. juli 2014 (CSD-forordningen) og navnet på virksomheden eller personen. 1 pkt. gælder tilsvarende for påtaler, påbud og tvangsbøder meddelt af Finanstilsynets bestyrelse i de sager, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 2 Offentliggørelse, jf. stk. 1, skal ske i sager om overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 (EMIR-forordningen), for så vidt angår afsnit III, IV og V, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014/EU af 23. juli 2014 (CSD-forordningen), for så vidt angår afsnit III og IV, og retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør heraf.

Stk. 3 Offentliggørelse efter stk. 1 skal ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller personen, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, hvis offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet, eller hvis samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen.

Stk. 4 Indbringes en påtale, et påbud eller en tvangsbøde som nævnt i stk. 1, jf. stk. 2, for Erhvervsankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Status og det efterfølgende resultat af Erhvervsankenævnets eller domstolenes afgørelse skal ligeledes offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst muligt.

Stk. 5 Offentliggørelse efter stk. 1-4 skal ske, hurtigst muligt efter at personen eller virksomheden er underrettet om påtalen, påbuddet eller tvangsbøden, og skal fremgå af Finanstilsynets hjemmeside i mindst 5 år fra offentliggørelsen. Offentliggørelse, som vedrører personer, skal dog kun fremgå af Finanstilsynets hjemmeside, så længe oplysningerne anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen.