Vandsektorloven Kapitel 11

Denne konsoliderede version af vandsektorloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold (vandsektorloven)

Lov nr. 469 af 12. juni 2009,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1693 af 16. august 2021,
som ændret ved lov nr. 132 af 16. februar 2016

Kapitel 11 1 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 31

Loven træder i kraft den 1. juli 2009, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 §§ 4 og 5, § 15, stk. 1, 1. pkt., § 18, stk. 1, og § 37 træder i kraft den 1. januar 2010.

§ 32

Vandselskaber, som er organiseret som kommunale fællesskaber efter § 60 i den kommunale styrelseslov på tidspunktet for lovens ikrafttræden, er ikke omfattet af kravene i § 15, stk. 1, om organisering i aktie- eller anpartsselskabsform.

§ 33

(Ophævet)

§ 34

De kommunalt ansatte tjenestemænd, der gør tjeneste i en kommunal forsyningsvirksomhed omfattet af denne lov på tidspunktet for kommunens etablering af de i medfør af denne lov nødvendiggjorte selskaber til fortsættelse af den nævnte forsyningsvirksomhed, er forpligtet til at gøre tjeneste i et eller flere af disse selskaber med bevarelse af deres ansættelsesforhold til kommunen.

Stk. 2 De i stk. 1 nævnte selskaber tilbyder de i stk. 1 nævnte tjenestemænd overgang til ansættelse i pågældende selskaber.

Stk. 3 Til de tjenestemænd, som ikke ønsker at overgå til ansættelse efter stk. 2, udbetaler kommunen løn m.v. og afholder udgifter til pension i overensstemmelse med herom fastsatte regler.

Stk. 4 En tjenestemand, som i henhold til stk. 3 vælger at opretholde den kommunale ansættelse, og som i henhold til stk. 1 forpligtes til at gøre tjeneste i det ved denne lov nødvendiggjorte selskab, har ikke som følge heraf krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension. Tjenestemanden har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af etableringen af de ved denne lov nødvendiggjorte selskaber.

Stk. 5 Selskaberne refunderer fra overtagelsen af driften kommunen de lønninger m.v., der udbetales i henhold til stk. 3, og indbetaler efter nærmere aftale med kommunen løbende bidrag til kommunens pensionsforpligtelse for den pensionsalder, tjenestemanden optjener fra overtagelsen.

Stk. 6 De kommunalt ansatte tjenestemænd, der udlånes til et eller flere af de i stk. 1 nævnte selskaber, er berettiget til at deltage på lige fod med medarbejderne i pågældende selskab ved valg af medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen for selskabet og er på tilsvarende måde valgbare til denne, såfremt der efter aktie- eller anpartsselskabslovens almindelige regler er adgang til valg af medarbejderrepræsentanter i pågældende selskab.

§ 35

En fordring, en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed har på den kommune, som virksomheden er en del af, kan uanset aktieselskabslovens regler indskydes i eller overtages af et aktieselskab som nævnt i § 15, stk. 1, hvis kommunen inden den 1. januar 2010 tegner aktier i eller stifter et aktieselskab, som er omfattet af § 15, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2 En fordring, en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed har på den kommune, som virksomheden er en del af, kan uanset anpartsselskabslovens regler indskydes i eller overtages af et anpartsselskab som nævnt i § 15, stk. 1, hvis kommunen inden den 1. januar 2010 tegner anparter i eller stifter et anpartsselskab, som er omfattet af § 15, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Stk. 3 Fordringer omfattet af stk. 1 og 2 skal være indfriet inden den 1. januar 2020.

§ 36

(Ophævet)

§ 37

(Ophævet)

§ 38

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.