Varemærkeloven § 19

Denne konsoliderede version af varemærkeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse af varemærkeloven

Lov nr. 341 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019

Indsigelse
§ 19

Indsigelse mod ansøgningen kan fremsættes, når ansøgningen er offentliggjort. Indsigelsen skal være begrundet og skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen inden 2 måneder fra offentliggørelsesdatoen. For indsigelsen betales et gebyr, jf. § 60 c, stk. 1.

Stk. 2 Indsigelse efter stk. 1 kan fremsættes, under henvisning til at ansøgningen krænker en eller flere af de relative hindringer, der er anført i § 15, og kan være rettet mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen.

Stk. 3 Indsigelsen kan fremsættes af indehaveren af den eller de påberåbte rettigheder eller af personer og virksomheder, der er berettiget hertil efter § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1, og af personer eller virksomheder, der er berettiget til at udøve de rettigheder, som er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3. Er indsigelsen fremsat under henvisning til flere ældre rettigheder, skal alle de ældre rettigheder tilhøre den samme indehaver.

Stk. 4 Patent- og Varemærkestyrelsen kan i sager om indsigelse træffe afgørelse om, at

  • 1) ansøgningen opretholdes i sin helhed,

  • 2) ansøgningen afslås helt eller delvis, jf. § 15, eller

  • 3) ansøgningen overdrages til indehaveren af varemærkeretten efter § 5, stk. 4, nr. 2.