Varetægtsbekendtgørelsen Kapitel 20

Denne konsoliderede version af varetægtsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 173 af 17. august 2023

Kapitel 20 Udgang
§ 33

Efter retsplejelovens § 771, stk. 5, kan kriminalforsorgsområdet med politiets samtykke give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum, når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2 Når kriminalforsorgsområdet træffer afgørelse om afslag på udgang efter stk. 1, skal der gøres notat om, at varetægtsarrestanten er orienteret om muligheden for at klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen i de tilfælde, hvor dette fremgår af § 97, stk. 1, nr. 1, og om fristen for at indgive klage, jf. 97, stk. 2.

§ 34

Samtykke indhentes fra den politidirektør, der behandler straffesagen.

Stk. 2 I særligt hastende tilfælde kan politiets samtykke indhentes telefonisk.

§ 35

Afgørelse om tilladelse til udgang træffes af kriminalforsorgsområdet. Ved afgørelsen skal risikoen for misbrug tages i betragtning.

Stk. 2 Det er i almindelighed en forudsætning for udgang, at varetægtsarrestanten tilvejebringer fornøden dokumentation for de omstændigheder, der begrunder udgangen.

§ 36

Ved vurderingen af risikoen for misbrug skal det tillægges særlig vægt, hvis varetægtsarrestanten

  • 1) er sigtet eller tidligere dømt for farlig kriminalitet, herunder forsætlig brandstiftelse eller anden almenfarlig forbrydelse, grovere volds- eller sædelighedsforbrydelse, berigelsesforbrydelse forbundet med vold eller trussel om vold eller i øvrigt lovovertrædelser af særlig grov eller professionel karakter,

  • 2) under opholdet er undveget eller har forsøgt herpå,

  • 3) under opholdet har begået strafbart forhold,

  • 4) under opholdet har misbrugt en tilladelse til udgang, eller

  • 5) under et tidligere ophold i kriminalforsorgens institutioner har foretaget handlinger som nævnt i nr. 2-4, uden at betingelserne for uledsaget udgang senere blev fundet opfyldt.

§ 37

Udgang skal altid ske med ledsagelse, jf. § 33.

§ 38

Udgang gives for et kortere tidsrum, jf. § 33. Udgang kan ikke gives i længere tid, end formålet tilsiger, og må normalt ikke overstige 1 dag ud over rejsetiden.

Stk. 2 Er udgang undtagelsesvis givet for mere end 1 dag, skal overnatning finde sted i varetægtsfængsel. Aftale herom skal forinden være truffet med vedkommende kriminalforsorgsområde.

§ 39

Udgifter til rejse, ophold og lommepenge afholdes af varetægtsarrestanten.

Stk. 2 Der kan ydes tilskud til dækning af rejseudgifter efter regler, der fastsættes af Direktoratet for Kriminalforsorgen.