Voldgiftsloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af voldgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om voldgift

Lov nr. 553 af 24. juni 2005,
som ændret ved lov nr. 106 af 26. februar 2008

Kapitel 10 1 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 40

Loven træder i kraft den 1. juli 2005 og finder anvendelse på voldgift, der indledes efter lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2-5. Straffelovens § 304 a, som affattet ved denne lovs § 43, nr. 1, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2 § 7, stk. 2, finder anvendelse på voldgiftsaftaler, der er indgået efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3 Kapitel 8 finder anvendelse på voldgiftskendelser, der er afsagt efter lovens ikrafttræden.

Stk. 4 Kapitel 9 finder anvendelse, når anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse fremsættes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 5 Ved voldgift i handelsforhold mellem personer, selskaber el.lign., som ved aftalens indgåelse havde bopæl eller sæde i forskellige lande, der har tiltrådt den europæiske konvention af 21. april 1961 om international handelsvoldgift (Genèvekonventionen), anvendes loven i det omfang, lovens bestemmelser ikke strider mod reglerne i § 3, stk. 2, og §§ 4-14 i bekendtgørelse nr. 117 af 7. marts 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser og om international handelsvoldgift.

§ 41

Lov nr. 181 af 24. maj 1972 om voldgift ophæves, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Bestemmelserne i § 3, stk. 2, og §§ 4-14 i bekendtgørelse nr. 117 af 7. marts 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser og om international handelsvoldgift forbliver i kraft, indtil de ophæves af justitsministeren.

Stk. 3 Bekendtgørelse nr. 870 af 13. oktober 1994 om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser vedrørende kontrakter, der finansieres af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), forbliver i kraft, indtil den ophæves af justitsministeren.

§ 42

(Udeladt af Redaktionen).

§ 43

(Udeladt af Redaktionen).

§ 44

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1-41 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, og § 43 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de særlige færøske forhold tilsiger.