Voldgiftsloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af voldgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om voldgift

Lov nr. 553 af 24. juni 2005,
som ændret ved lov nr. 106 af 26. februar 2008

Kapitel 5 1 Voldgiftsrettens sagsbehandling
§ 18

Parterne skal behandles lige, og hver part skal have fuld lejlighed til at fremføre sin sag.

§ 19

Parterne kan aftale, hvilken fremgangsmåde voldgiftsretten skal følge under behandlingen af voldgiftssagen.

Stk. 2 I mangel af en sådan aftale kan voldgiftsretten behandle voldgiftssagen på den måde, som voldgiftsretten finder hensigtsmæssig. Voldgiftsretten kan bl.a. bestemme, hvilke beviser der kan føres, og hvilke faktiske omstændigheder der skal lægges til grund for sagens pådømmelse.

§ 20

Parterne kan aftale, hvor voldgiften skal finde sted. I mangel heraf bestemmer voldgiftsretten, hvor voldgiften skal finde sted, under hensyntagen til sagens omstændigheder, herunder hvad der er praktisk for parterne.

Stk. 2 Uafhængigt af, hvor voldgiften finder sted, kan voldgiftsretten mødes på ethvert sted, som voldgiftsretten finder hensigtsmæssigt for rådslagning mellem voldgiftsdommerne, afhøring af vidner, sagkyndige eller parter eller besigtigelse.

§ 21

Har parterne ikke aftalt andet, indledes en voldgiftssag om en bestemt tvist den dag, hvor indklagede modtager skriftlig anmodning om, at tvisten skal behandles ved voldgift.

§ 22

Parterne kan aftale, hvilket eller hvilke sprog der skal anvendes under voldgiftssagen. I mangel heraf bestemmer voldgiftsretten, hvilket eller hvilke sprog der skal anvendes under voldgiftssagen. Parternes aftale eller voldgiftsrettens afgørelse om sprog finder, medmindre andet fremgår af aftalen eller afgørelsen, anvendelse på skriftlige indlæg fra parterne, på mundtlige forhandlinger for voldgiftsretten og på kendelser, afgørelser og andre meddelelser fra voldgiftsretten.

Stk. 2 Voldgiftsretten kan bestemme, at skriftlige beviser skal være ledsaget af en oversættelse til det eller de sprog, som parterne har aftalt, eller som voldgiftsretten har fastsat.

§ 23

Klageren skal inden for den frist, som parterne har aftalt, eller som voldgiftsretten har fastsat, indgive et klageskrift, der indeholder

  • 1) klagerens påstand,

  • 2) en fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, og

  • 3) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig.

Stk. 2 Indklagede skal inden for den frist, som parterne har aftalt, eller som voldgiftsretten har fastsat, indgive et svarskrift, der indeholder

  • 1) indklagedes påstand,

  • 2) angivelse af eventuelle modkrav,

  • 3) en fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden og modkravene støttes, og

  • 4) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som indklagede agter at påberåbe sig.

Stk. 3 Hver af parterne kan udvide sine påstande, fremsætte nye anbringender og angive nye beviser under voldgiftssagens behandling, medmindre voldgiftsretten finder det uhensigtsmæssigt under hensyn til den forsinkelse, dette kan medføre.

§ 24

Voldgiftsretten afgør, om der skal holdes mundtlig forhandling i sagen, eller om sagen skal afgøres på grundlag af skriftlig behandling. Voldgiftsretten skal dog på et passende tidspunkt under sagen holde mundtlig forhandling, hvis en part anmoder om det.

Stk. 2 Parterne skal have et rimeligt forudgående varsel om mundtlig forhandling og om voldgiftsrettens besigtigelse af beviser.

Stk. 3 Alle indlæg, dokumenter og andre oplysninger, som en part indgiver til voldgiftsretten, skal meddeles den anden part. Sagkyndige erklæringer og bevisdokumenter, som kan indgå i grundlaget for voldgiftsrettens afgørelse, skal også meddeles parterne.

§ 25

Undlader klageren uden rimelig grund at indlevere klageskrift efter § 23, stk. 1, afviser voldgiftsretten sagen.

Stk. 2 Undlader indklagede uden rimelig grund at indlevere svarskrift efter § 23, stk. 2, fortsætter voldgiftsretten behandlingen af sagen, uden at undladelsen i sig selv anses som en anerkendelse af klagerens krav.

Stk. 3 Udebliver en part uden rimelig grund fra en mundtlig forhandling, eller undlader en part uden rimelig grund at fremlægge bevisdokumenter, kan voldgiftsretten fortsætte behandlingen af sagen og afsige voldgiftskendelse på det foreliggende grundlag.

§ 26

Voldgiftsretten kan udpege en eller flere sagkyndige til at afgive erklæring til voldgiftsretten om bestemte spørgsmål, som voldgiftsretten skal afgøre. Voldgiftsretten kan pålægge en part at meddele den sagkyndige alle relevante oplysninger og at give den sagkyndige adgang til at besigtige dokumenter og andre beviser.

Stk. 2 Hvis en part anmoder om det, eller hvis voldgiftsretten finder det nødvendigt, skal den sagkyndige efter afgivelsen af sin skriftlige eller mundtlige erklæring deltage i en mundtlig forhandling, hvor parterne har lejlighed til at stille spørgsmål til den sagkyndige og til at føre sagkyndige vidner om de pågældende spørgsmål.

§ 27

Voldgiftsretten eller en part med voldgiftsrettens samtykke kan anmode domstolene om bistand til optagelse af bevis efter retsplejelovens almindelige regler.

Stk. 2 Skønner voldgiftsretten, at en afgørelse af et EU-retligt spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin kendelse, kan voldgiftsretten anmode domstolene om at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmålet.