Voldgiftsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af voldgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om voldgift

Lov nr. 553 af 24. juni 2005,
som ændret ved lov nr. 106 af 26. februar 2008

Kapitel 6 1 Voldgiftskendelsen og afslutning af voldgiftssagen
§ 28

Voldgiftsretten afgør tvisten i overensstemmelse med de retsregler, som parterne har valgt til afgørelse af sagens realitet. En henvisning til et lands lov eller retssystem fortolkes, medmindre andet fremgår, som en direkte henvisning til dette lands materielle retsregler og ikke til dets regler om international privatret.

Stk. 2 Har parterne ikke valgt de retsregler, som sagens realitet skal afgøres efter, anvender voldgiftsretten de retsregler, der følger af de lovvalgsregler, som voldgiftsretten finder anvendelige.

Stk. 3 Voldgiftsretten afgør kun tvisten efter billighed, hvis parterne udtrykkeligt har bemyndiget voldgiftsretten hertil.

Stk. 4 Voldgiftsretten afgør i alle tilfælde sagen i overensstemmelse med kontraktens bestemmelser og tager hensyn til sædvaner i den branche, som retsforholdet er underlagt.

§ 29

I voldgiftssager med mere end én voldgiftsdommer træffer voldgiftsretten afgørelse ved et flertal af voldgiftsdommerne. Sagsbehandlingsspørgsmål kan dog afgøres af voldgiftsrettens formand alene, hvis parterne eller den samlede voldgiftsret har bemyndiget formanden hertil.

§ 30

Indgår parterne under voldgiftssagen forlig om tvisten, afslutter voldgiftsretten sagen. Hvis parterne anmoder om det og voldgiftsretten ikke modsætter sig det, stadfæster voldgiftsretten forliget i form af en voldgiftskendelse på aftalte vilkår.

Stk. 2 En voldgiftskendelse på aftalte vilkår udformes i overensstemmelse med reglerne i § 31 og skal angive, at den er en voldgiftskendelse. En sådan voldgiftskendelse har samme status og retsvirkninger som andre voldgiftskendelser om sagens realitet.

§ 31

Voldgiftskendelsen skal være skriftlig og underskrevet af voldgiftsdommeren eller voldgiftsdommerne. I voldgiftssager med mere end én voldgiftsdommer er det tilstrækkeligt, at et flertal af voldgiftsdommerne har underskrevet, såfremt årsagen til, at ikke alle har underskrevet, fremgår af kendelsen.

Stk. 2 Voldgiftskendelsen skal angive de grunde, som den bygger på, medmindre parterne har aftalt, at den ikke skal begrundes, eller der er tale om en kendelse på aftalte vilkår efter § 30.

Stk. 3 Voldgiftskendelsen skal dateres og angive, hvor voldgiften har fundet sted. Voldgiftskendelsen skal anses for afsagt på dette sted.

Stk. 4 Efter voldgiftskendelsens afsigelse skal et eksemplar, der er underskrevet af voldgiftsdommerne, jf. stk. 1, tilstilles hver part.

§ 32

Voldgiftssagen afsluttes med den endelige voldgiftskendelse eller med voldgiftsrettens afgørelse efter stk. 2, § 25, stk. 1, § 30, stk. 1, 1. pkt., eller § 36, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 2 Voldgiftsretten træffer afgørelse om sagens afslutning, såfremt

  • 1) klageren frafalder sit krav, medmindre indklagede modsætter sig, at sagen afsluttes, og voldgiftsretten finder, at indklagede har en berettiget interesse i en endelig afgørelse af tvisten,

  • 2) parterne aftaler at afslutte voldgiftssagen eller

  • 3) voldgiftsretten finder, at en fortsættelse af voldgiftssagen af andre grunde er blevet unødvendig eller umulig.

Stk. 3 Voldgiftsrettens kompetence ophører, når voldgiftssagen afsluttes, jf. dog § 33 og § 37, stk. 5.

§ 33

Hver af parterne kan inden 30 dage efter modtagelsen af voldgiftskendelsen anmode voldgiftsretten om at rette regnefejl, skrivefejl, trykfejl el.lign. i voldgiftskendelsen. Anmodningen sendes samtidig til den anden part. Hvis voldgiftsretten finder anmodningen berettiget, skal den foretage rettelsen inden 30 dage efter modtagelsen af anmodningen.

Stk. 2 Voldgiftsretten kan af egen drift rette fejl som nævnt i stk. 1 inden 30 dage efter voldgiftskendelsens afsigelse.

Stk. 3 En part kan inden 30 dage efter modtagelsen af voldgiftskendelsen anmode voldgiftsretten om at afsige en tillægskendelse om krav, der blev fremsat under voldgiftssagen, men som ikke er medtaget i voldgiftskendelsen. Anmodningen sendes samtidig til den anden part. Hvis voldgiftsretten finder anmodningen berettiget, skal den afsige tillægskendelse inden 60 dage efter modtagelsen af anmodningen.

Stk. 4 Voldgiftsretten kan om nødvendigt forlænge den frist, inden for hvilken den skal foretage en rettelse eller afsige tillægskendelse efter stk. 1 eller 3.

Stk. 5 Reglerne i § 31 finder anvendelse på en rettelse og på en tillægskendelse.