Arbejdsskadeafgiftsloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af arbejdsskadeafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v.

Lov nr. 1345 af 21. december 2012,
jf. lovbekendtgørelse nr. 374 af 30. marts 2020,
som ændret ved lov nr. 2203 af 29. december 2020 og lov nr. 1541 af 12. december 2023

Kapitel 4 1 Adgang til at søge dækning for afgiften og administrationsomkostningerne
§ 8

Til dækning af afgiften efter § 1 kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som led i opgavevaretagelsen, jf. § 3 i lov om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forhøje bidraget efter lov om arbejdsskadesikring § 55 for tiden efter lovens ikrafttræden. Ved forhøjelsen af bidraget kan beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 2 Ved forhøjelsen af bidraget efter stk. 1 skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsætte forhøjelsen for hver af de sikringspligtige arbejdsgivere og de frivilligt sikrede ud fra branchetilhørsforhold, antallet af fuldtidsansatte og den del af afgiften, som kan henføres til den brancheundergruppe, jf. lov om arbejdsskadesikring § 58 a, som de sikringspligtige arbejdsgivere eller frivilligt sikrede er indplaceret i, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Ved forhøjelsen af bidraget for sikringspligtige arbejdsgivere og frivilligt sikrede indplaceret i brancheundergruppen »Uoplyst« skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fordelingsmæssigt fastsætte forhøjelserne, således at forhøjelsen udgør et gennemsnit af det beløb, som bidraget forhøjes med pr. fuldtidsansat i de øvrige brancheundergrupper. Som konsekvens heraf skal forhøjelsen af bidraget i de øvrige brancheundergrupper, jf. stk. 2, korrigeres i forhold til den beregnede forhøjelse for brancheundergruppen »Uoplyst«.

Stk. 4 Ved forhøjelsen af bidraget efter stk. 1 kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring alene forhøje bidraget med, hvad der er nødvendigt til dækning af afgiften efter § 1. Eventuelle over- eller underskud skal udlignes ved en regulering af bidraget efter stk. 1 i det følgende kalenderår.

Stk. 5 Til brug for fastsættelsen af forhøjelsen efter stk. 2 og 3 opgør Arbejdsmarkedets Erhvervssikring størrelsen af de tilkendte arbejdsulykkeserstatninger m.v. fordelt på branche. Ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af branchetilhørsforhold finder lov om arbejdsskadesikring § 49, stk. 1, 4. pkt., tilsvarende anvendelse.

§ 9

Til dækning af administrationsudgifter som følge af denne lov kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sammen med bidraget efter lov om arbejdsskadesikring § 55 opkræve et beløb hos de sikringspligtige arbejdsgivere og de frivilligt sikrede, som er nævnt i lov om arbejdsskadesikring § 48, stk. 1-3.

Stk. 2 Beløbet pr. fuldtidsansat efter stk. 1 må ikke overstige et grundbeløb på 4 kr.

Stk. 3 Grundbeløbet efter stk. 2 reguleres efter personskattelovens § 20. Det regulerede beløb afrundes opad til nærmeste ørebeløb.