Følgende institutter skal være tilsluttet og yde bidrag til Garantiformuen:
-
1) Pengeinstitutter.
-
2) Realkreditinstitutter.
-
3) Fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, for så vidt angår den del af selskabernes aktivitet, der er omfattet af en tilladelse efter § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
-
4) Forvaltere af alternative investeringsfonde med tilladelse efter § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., for så vidt angår den del af forvalternes aktivitet, der er omfattet af bilag 1, nr. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
-
5) Filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter, investeringsselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis dækningen af indskydere og investorer i landet, hvor filialen har hjemsted, ikke svarer til dækningen af indskydere og investorer efter denne lov.
Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at filialer af kreditinstitutter, investeringsselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde med hjemsted i Danmark beliggende i lande uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som Unionen har indgået aftale med, kan undtages fra at være omfattet af Garantiformuen.