Børne- og undervisningsministeren kan godkende, at private opretter gymnasieskoler, studenterkurser og hf-kurser, der giver undervisning i uddannelsen til den almene studentereksamen, 2-årig uddannelse til almen studentereksamen, uddannelsen til hf-eksamen og gymnasial enkeltfagsundervisning (hf-enkeltfag) i henhold til lov om de gymnasiale uddannelser. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler for godkendelsen, herunder om anmeldelsesfrister og anmeldelsesdepositum.
Stk. 2 En godkendelse kan tilbagekaldes, hvis skolen eller kurset ikke overholder fastsatte regler, herunder bestemmelserne i lov om de gymnasiale uddannelser eller meddelte påbud.
Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan endvidere tilbagekalde godkendelsen, hvis der efter ministerens skøn ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen eller kurset opfylder kravet i § 2, stk. 6, om uafhængighed og forvaltning af skolens eller kursets midler. Der kan herved navnlig lægges vægt på, om
-
1) skolen eller kurset indgår i et fællesskab eller et samarbejde med skoler eller kurser, institutioner, fonde, virksomheder, foreninger m.fl., der indebærer en nærliggende risiko for, at skolen eller kurset styres af andre,
-
2) skolen eller kurset indgår lejemål eller andre aftaler, der indebærer en nærliggende risiko for, at skolen eller kurset styres af andre,
-
3) skolens eller kursets midler anvendes til formål uden for skolen eller kurset,
-
4) skolens eller kursets ledelse og lærere står i et juridisk eller økonomisk afhængighedsforhold til de i nr. 1 nævnte institutioner m.fl. eller
-
5) skolens elever eller kursets kursister udfører arbejde, herunder indsamlingsarbejde el.lign. på en måde, der er usædvanlig for skoleformen.
Stk. 4 I tilfælde af nedlæggelse af en skole eller et kursus har børne- og undervisningsministeren ansvaret for sikring af elevernes eller kursisternes fortsatte skolegang.