Privatgymnasieloven § 4

Denne konsoliderede version af privatgymnasieloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser

Lov nr. 574 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1087 af 16. august 2023,
som ændret ved lov nr. 635 af 11. juni 2024

§ 4

Den overordnede ledelse af en skole eller et kursus varetages af en bestyrelse, der er ansvarlig over for børne- og undervisningsministeren for skolens eller kursets drift, herunder for forvaltningen af de statslige tilskud.

Stk. 2 Bestyrelsen ansætter og afskediger rektor. Ansættelsen skal godkendes af børne- og undervisningsministeren.

Stk. 3 Følgende personer kan ikke være medlemmer af bestyrelsen for skolen eller kurset:

  • 1) Personer, der udlejer ejendomme m.m. til skolen eller kurset.

  • 2) Medlemmer af bestyrelsen i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer ejendomme m.m. til skolen eller kurset, eller som kontrollerer udlejer af ejendomme m.m. til skolen eller kurset.

  • 3) Advokater, revisorer eller lignende rådgivere for personer, jf. nr. 1, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

  • 4) Ansatte i ledende stillinger hos personer, jf. nr. 1, eller i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

  • 5) Medlemmer af bestyrelsen ved en skole inden for samme skoleform.

Stk. 4 Er lejeforholdet af uvæsentligt omfang, finder stk. 3, nr. 1-4, ikke anvendelse. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler herom.

Stk. 5 Bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og kapitel 8 om tavshedspligt m.v. gælder for bestyrelsen, rektor og andre ansatte ved skolen eller kurset.

Stk. 6 Elevrådet eller kursistrådet, jf. § 7, udpeger en repræsentant til skolens eller kursets bestyrelse. Repræsentanten har ikke stemmeret i bestyrelsen, medmindre andet er fastsat i skolens vedtægt.

Stk. 7 § 1 b, § 4, stk. 7 og 8, § 16, stk. 3, 2. pkt., § 19, § 24, stk. 3 og 4, § 26, stk. 4 og 5, og § 26 a i lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser, som affattet ved § 3, nr. 2, 7, 9, 10, 12, 15 og 16, i lov nr. 563 af 7. maj 2019, ophæves den 31. juli 2029, jf. § 4, stk. 2, i lov nr. 563 af 7. maj 2019. Bestyrelsesmedlemmer på skoler eller kurser, der er godkendt efter § 1 b, skal ved deres tiltræden underskrive en erklæring om overholdelse af § 1 a og § 2, stk. 6, 1. pkt., der skal offentliggøres på skolens eller kursets hjemmeside.

Stk. 8 § 1 b, § 4, stk. 7 og 8, § 16, stk. 3, 2. pkt., § 19, § 24, stk. 3 og 4, § 26, stk. 4 og 5, og § 26 a i lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser, som affattet ved § 3, nr. 2, 7, 9, 10, 12, 15 og 16, i lov nr. 563 af 7. maj 2019, ophæves den 31. juli 2029, jf. § 4, stk. 2, i lov nr. 563 af 7. maj 2019. Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om indholdet af den erklæring, der er nævnt i stk. 7.