Voldgiftsnævnet udpeger efter anmodning fra en part en mediator med henblik på at løse en tvist ved forlig. Anmodning kan tillige indgives af en voldgiftsret, der behandler den pågældende tvist.
Stk. 2 Mediation kan ikke iværksættes, hvis en part ønsker tvisten afgjort under en sag om hurtig afgørelse og indgiver anmodning herom senest 10 arbejdsdage efter, at der er anmodet om mediation.
Stk. 3 Voldgiftsnævnet udpeger mediatoren efter høring af parterne med en frist på 5 arbejdsdage.
Stk. 4 Mediatoren indkalder parterne til et mediationsmøde, der skal afholdes senest 10 arbejdsdage efter, at mediatoren er udpeget.
Stk. 5 Parterne er forpligtet til at medvirke til at gennemføre mediationsproceduren, og voldgift kan ikke iværksættes eller fortsættes, før proceduren er afsluttet.
Stk. 6 Mediationsproceduren afsluttes, når
-
a) tvisten er forligt, eller
-
b) mediator konstaterer, at der ikke er udsigt til at opnå forlig.
Stk. 7 For sager om mediation gælder de regler, som er fastsat af Voldgiftsnævnet.
Stk. 8 Når mediation angår flere end 2 parter, gælder bestemmelserne i stk. 1-7 også i deres indbyrdes forhold.
Stk. 9 Bestemmelserne i stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse på mægling.