AB Forbruger G. MANGLER VED ARBEJDET

Almindelige betingelser for aftaler om byggearbejder for forbrugere

G. MANGLER VED ARBEJDET
Mangler
§ 40

Er arbejdet ikke udført som aftalt, fagmæssigt korrekt eller i overensstemmelse med forbrugerens eventuelle anvisninger, jf. §§ 20 og 21, foreligger der en mangel. Det samme gælder, hvis entreprenøren ikke har leveret anden aftalt ydelse, fx materialer, i forbindelse med arbejdet.

Stk. 2 Bygningsreglementets krav til den enkelte entreprenørs udførelse af arbejdet skal overholdes. Ved totalentreprise har totalentreprenøren dog også ansvaret for overholdelse af bygningsreglementets krav til projektet.

Stk. 3 Medfører krav i bygningsreglementet, at arbejdet skal udføres i henhold til en anvisning, der normalt laves af en rådgiver, og foreligger denne anvisning ikke, eller skal arbejdet udføres på baggrund af en rådgivers anvisning, er den enkelte entreprenør ikke ansvarlig herfor. Entreprenøren skal dog give underretning til forbrugeren, hvis entreprenøren vidste eller burde vide, at arbejdet ikke kan udføres korrekt uden en anvisning, eller hvis anvisningen er åbenlyst forkert, jf. § 21.

§ 41

Hvis materialer ikke er som aftalt eller af sædvanlig god kvalitet, foreligger der mangler. Dette gælder dog ikke:

  • 1) Når entreprenøren i tilfælde af frit materialevalg godtgør, at materialerne ikke findes, eller ikke kan skaffes på grund af krig, indførselsforbud eller lignende, eller

  • 2) Når forbrugeren har krævet anvendelse af bestemte materialer, og entreprenøren godtgør, at muligheden for at fremskaffe materialerne må anses for udelukket på grund af forhold, som entreprenøren ved aftalens indgåelse ikke burde have taget i betragtning.

I tilfældene (1) og (2) skal entreprenøren snarest muligt underrette forbrugeren om opståede eller mulige hindringer, jf. § 21.

Stk. 2 Hvis der er givet en garanti, skal arbejdet have de egenskaber, der følger af garantien.

Stk. 3 Afleveringstidspunktet, jf. § 37, er afgørende for, om arbejdet lider af mangler, hvad enten manglerne på dette tidspunkt kan konstateres eller er skjulte.

Reklamationsfrist
§ 42

Forbrugeren kan kun påberåbe sig mangler, som entreprenøren har fået meddelelse om inden rimelig tid efter, at manglerne er eller burde have været opdaget af forbrugeren.

Stk. 2 Reklamationsfristen gælder ikke, hvis entreprenøren har gjort sig skyldig i groft uforsvarlige forhold.

Afhjælpning af mangler eller afslag i prisen for arbejdet
§ 43

Entreprenøren har pligt og ret til inden rimelig tid at afhjælpe mangler, der påvises ved afleveringen eller senere, hvis betingelserne for reklamationsfrist er overholdt, jf. § 42, og der ikke er indtrådt forældelse, jf. § 48. Der skal fastsættes en rimelig frist for, hvornår manglerne skal være udbedret.

Stk. 2 Afhjælpes mangler ikke inden rimelig tid efter de er påvist, kan forbrugeren lade manglerne afhjælpe af en anden for entreprenørens regning eller kræve et afslag i prisen for arbejdet, jf. § 45

Stk. 3 Uanset stk. 2 kan forbrugeren lade mangler udbedre for entreprenørens regning, når afhjælpning er uopsættelig, og entreprenøren ikke er i stand til umiddelbart at foretage afhjælpning. Det samme gælder, når forbrugeren har grund til at antage, at entreprenøren ikke foretager afhjælpning på rette måde eller uden ufornødent ophold.

§ 44

Entreprenørens afhjælpningspligt og forbrugerens adgang til at foretage afhjælpning for entreprenørens regning bortfalder, hvis afhjælpning er umulig eller er forbundet med uforholdsmæssigt store udgifter. Ved bedømmelsen heraf skal der tages hensyn til forbrugerens interesse i, at aftalen opfyldes. Forbrugeren bevarer dog i alle tilfælde retten til afslag i entreprisesummen.

Beregning af afslag i prisen for arbejdet
§ 45

Afslag i prisen for arbejdet beregnes som det beløb, det ville have kostet at afhjælpe manglerne, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Hvis afhjælpning af mangler er umulig eller er forbundet med uforholdsmæssigt store udgifter, fastsættes afslaget, efter forbrugerens valg, skønsmæssigt på en af følgende måder:

  • (1) Enten som forskellen mellem den aftalte pris for arbejdet og den pris for arbejdet, der måtte antages at være blevet aftalt, hvis der var indgået aftale om arbejdet i den foreliggende stand.

  • (2) Eller som forskellen mellem det aftalte arbejdes værdi uden mangler og arbejdets værdi i den foreliggende stand.

Entreprenørens ansvar for følgetab
§ 46

Entreprenøren er erstatningsansvarlig for tab, der er en følge af mangler ved arbejdet, hvis manglerne skyldes fejl eller forsømmelse fra entreprenørens side, eller hvis manglerne angår egenskaber, som ifølge aftalen omfattes af en garanti.

Stk. 2 Entreprenøren hæfter ikke for tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab.

Krav mod tidligere aftaleparter
§ 47

Hvis et krav vedrørende mangler ikke eller kun med stor vanskelighed kan gennemføres mod entreprenøren, fx i tilfælde af entreprenørens konkurs, kan forbrugeren gøre kravet gældende direkte mod entreprenørens underentreprenører og leverandører, hvis disse har udført det mangelfulde arbejde eller leveret mangelfulde materialer.

Stk. 2 Forbrugeren opnår ikke bedre ret mod underentreprenører og leverandører, end hvad der fremgår af aftalen mellem henholdsvis entreprenøren og underentreprenøren og entreprenøren og leverandøren.

Mangelansvarets forældelse
§ 48

Forbrugerens krav mod entreprenøren som følge af mangler forældes i henhold til forældelsesloven.

§ 49

Uanset forældelsesreglen i § 48, bevares forbrugerens krav dog for dele af arbejdet, for hvilke der gælder, at entreprenøren har afgivet en garanti, jf. § 41, stk. 2, der gælder i mere end 10 år.