H. OPHÆVELSE
Forbrugeren kan ophæve aftalen, hvis der foreligger væsentlig misligholdelse fra entreprenørens side, og det medfører betydelig ulempe for forbrugeren, herunder:
-
1) Hvis der uden ret til tidsfristforlængelse foreligger en væsentlig forsinkelse fra entreprenørens side med hensyn til arbejdets udførelse, eller
-
2) Hvis det udførte arbejde er af en sådan kvalitet, at forbrugeren har grund til at antage, at entreprenøren ikke vil være i stand til at fuldføre arbejdet uden væsentlige mangler.
Entreprenøren kan ophæve aftalen, hvis der foreligger væsentlig forsinkelse fra forbrugerens side, og det medfører betydelig ulempe for entreprenøren, herunder:
-
1) Forhold, der skyldes forbrugeren eller anden entreprenørs forsinkelse, og forbrugeren ikke udfolder rimelige bestræbelser for at fremme arbejdet mest muligt, eller
-
2) Hvis der fra forbrugerens side foreligger væsentlig forsinkelse med hensyn til betaling.
Stk. 2 Aftalen kan dog ikke ophæves, hvis entreprenørens interesser er tilstrækkeligt tilgodeset ved stillet sikkerhed eller gennem adgangen til at standse arbejdet.
Hvis en af parterne ønsker at ophæve aftalen, sender denne et varselsbrev til enten entreprenøren, jf. § 50, eller forbrugeren, jf. § 51, med angivelse af begrundelsen for ophævelsen, og der fastsættes en rimelig frist til at reagere. Er der ikke fastsat en frist, skal modtageren reagere inden rimelig tid.
Stk. 2 Hvis ikke der reageres på varselsbrevet, sender den part, der ønsker at ophæve aftalen, endnu et brev, hvori det angives, at aftalen ophæves, og at der indkaldes til registreringsforretning.
Registreringsforretning afholdes hurtigst muligt. Medmindre andet aftales, afholdes registreringsforretning dog tidligst 1 arbejdsdag efter ophævelsesbrevet, jf. § 52, stk. 2, er kommet frem til modtageren.
Ved registreringsforretningen skal omfang og kvalitet af det udførte arbejde beskrives i en registreringsprotokol, der underskrives af parterne.
Hvis en part, efter at være indkaldt, ikke er repræsenteret ved registreringsforretningen, kan denne gennemføres uden den pågældende parts medvirken. Den mødte part skal snarest give den anden part skriftlig underretning om registreringens gennemførelse og registreringsprotokollens indhold.
Registreringsforretningen kan foretages af en syns- og skønsmand.
Ved ophævelse fra den ene parts side er den anden part ansvarlig for det lidte tab efter dansk rets almindelige regler. Ophæver forbrugeren aftalen, efter en del af arbejdet er udført, betales entreprenøren for arbejdet efter omfanget og kvaliteten heraf, dog med fradrag for forbrugerens eventuelle modregningskrav mod entreprenøren.