Arbejdet skal udføres i overensstemmelse med aftalen, fagmæssigt korrekt eller for så vidt det er muligt i overensstemmelse med forbrugerens eventuelle anvisninger, jf. §§ 20 og 21. Materialer skal – for så vidt disses beskaffenhed ikke er anført – være af sædvanlig god kvalitet.
Stk. 2 Bygningsreglementets krav til den enkelte entreprenørs udførelse af arbejdet skal overholdes. Ved totalentreprise har totalentreprenøren dog også ansvaret for overholdelse af bygningsreglementets krav til projektet.
Stk. 3 Medfører krav i bygningsreglementet, at arbejdet skal udføres i henhold til en anvisning, der normalt laves af en rådgiver, og foreligger denne anvisning ikke, eller skal arbejdet udføres på baggrund af en rådgivers anvisning, er den enkelte entreprenør ikke ansvarlig herfor. Entreprenøren skal dog give underretning til forbrugeren, hvis entreprenøren vidste eller burde vide, at arbejdet ikke kan udføres korrekt uden en anvisning, eller hvis anvisningen er åbenlyst forkert, jf. § 21.