Forbrugeren kan forlange ændringer i arbejdets art og omfang, når ændringen har naturlig sammenhæng med de aftalte ydelser. Entreprenøren har ret og pligt til at udføre disse ændringer, medmindre forbrugeren kan påvise særlige forhold, der begrunder, at forbrugeren kan lade en anden entreprenør udføre arbejdet.
Stk. 2 Der udarbejdes snarest en skriftlig tillægsaftale om eventuelle ændringer, herunder om omfang, kvalitet, pris, konsekvenser for sikkerhedsstillelse, jf. §§ 10 og 11, og konsekvenser for tidsplanen, jf. § 12. Entreprenøren har bevisbyrden for, hvilke ændringer der er aftalt.
Stk. 3 Bliver arbejdets omfang mindre end oprindeligt aftalt, skal entreprenøren godskrive forbrugeren de udgifter, som spares, eller burde have været sparet.