ABT 18 § 30

Almindelige betingelser for totalentreprise i bygge- og anlægsvirksomhed (ABT 18)

Bygherremøder
§ 30

Medmindre andet er aftalt, indkalder entreprenøren til bygherremøder med bygherren og dennes repræsentant.

Stk. 2 Entreprenøren leder møderne og udarbejder mødereferater, der snarest muligt sendes til bygherren. Bygherren har ret til at få indført indsigelser og krav i referatet. Bemærkninger til referatet skal snarest muligt sendes til entreprenøren og skal gengives i referatet for det følgende møde.

Stk. 3 Parterne kan på møderne med bindende virkning give og modtage meddelelser. Meddelelser skal gengives i referatet.

Stk. 4 På hvert bygherremøde skal parterne

  • a) gennemgå og opdatere forhold omfattet af § 25, stk. 5,

  • b) gennemgå opdateringer af projekterings-, udførelses- og hovedtidsplaner, jf. § 14, og

  • c) registrere antallet af dage, hvor arbejdet helt eller delvist har ligget stille (spilddage), samt deres årsag, og om de er indeholdt i spilddage indregnet i udførelsestidsplanen. Spilddage, der er indregnet for en periode, men som ikke modsvarer faktiske spilddage i perioden (ubrugte spilddage), overføres ikke til senere perioder.

Stk. 5 Ændringer i bygherrens repræsentants fuldmagt, jf. § 28, skal meddeles på det førstkommende bygherremøde. Det samme gælder eventuel fuldmagt for entreprenørens repræsentant.