Undersøgelsesforløbet i Familieretshuset falder i to faser. Undersøgelsens første fase (fase 1) indledes, når Familieretshuset modtager en ansøgning om godkendelse som adoptant. Undersøgelsens sidste fase (fase 3) indledes efter anmodning fra ansøgeren, når Familieretshuset eller adoptionssamrådet har truffet afgørelse om, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte, jf. § 28, og ansøgeren har deltaget i et adoptionsforberedende kursus (fase 2), hvis dette kræves, jf. § 23.
Stk. 2 Ansøgeren tilvejebringer forud for fase 3 bekræftelse på, at ansøgeren har deltaget i et adoptionsforberedende kursus, hvis dette kræves.
Stk. 3 Anmodning om iværksættelse af fase 3 skal indgives inden 3 måneder efter, at Familieretshuset eller adoptionssamrådet efter § 28 har truffet afgørelse om, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte. Hvis ansøgeren skal deltage i et adoptionsforberedende kursus, skal anmodningen være indgivet inden 1 år efter den afgørelse, der er truffet efter § 28. Adoptionssamrådet kan i særlige tilfælde dispensere fra fristerne i 1. og 2. pkt.
Stk. 4 Hvis ansøgeren ønsker at gennemføre en international adoption uden at være tilmeldt en formidlende organisation, skal ansøgeren forud for fase 3 indsende bekræftelse på, at ansøgeren har fået Ankestyrelsens tilladelse efter § 45.