Adoptionsbekendtgørelsen Afsnit III

Denne konsoliderede version af adoptionsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om adoption

Bekendtgørelse nr. 1755 af 30. december 2024

Kapitel 15 Behandling af sager om voksenadoption
Ansøgningen
§ 80

Ansøgning om voksenadoption indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), jf. § 29 c, stk. 1, i adoptionsloven. Skal ansøgningen efter § 29 c, stk. 2 eller 3, i adoptionsloven ikke indgives ved digital selvbetjening, skal ansøgningen indgives på en godkendt blanket, der skal underskrives personligt af ansøgerne.

Stk. 2 En ansøgning om adoption vedhæftes eller vedlægges de erklæringer, dokumenter m.v., der er nævnt i ansøgningen. Dokumenter udstedt af danske myndigheder kan vedhæftes eller vedlægges i kopi. Udenlandske erklæringer, attester, domsudskrifter m.v. og eventuelle oversættelser heraf skal indgives til Familieretshuset i original, uanset om ansøgningen indgives ved digital selvbetjening, jf. stk. 2, 1. pkt., eller ved ansøgningsblanket, jf. stk. 2, 2. pkt.

Stk. 3 Familieretshuset kan, hvis omstændighederne taler herfor, stille krav om, at parterne vedstår ansøgningen under personligt fremmøde for Familieretshuset. § 7, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Ansøgningen anses først for indgivet, når Familieretshuset har modtaget de erklæringer, dokumenter m.v., som er nævnt i ansøgningen.

Gebyr
§ 81

Ved ansøgning om voksenadoption betales efter § 15 c i adoptionsloven et gebyr til Familieretshuset. Gebyret skal være betalt senest samtidig med indgivelsen af ansøgningen om voksenadoption.

Stk. 2 Gebyret indbetales via den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), jf. § 80, stk. 1, 1. pkt. Skal ansøgningen indgives på en blanket, jf. § 80, stk. 1, 2. pkt., indbetales gebyret til den bankkonto, som fremgår af blanketten.

Stk. 3 Familieretshuset påser, at gebyret er betalt, inden sagsbehandlingen påbegyndes.

Adoptionsbevillingen
§ 82

Familieretshuset udfærdiger adoptionsbevillingen på en godkendt blanket. En kopi af bevillingen opbevares af Familieretshuset.