Adoptionsbekendtgørelsen Kapitel 7

Denne konsoliderede version af adoptionsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om adoption

Bekendtgørelse nr. 1120 af 29. oktober 2024

Kapitel 7 National adoption
Anmodning om frigivelse af barn til adoption
§ 57

En sag om frigivelse af et barn, der har bopæl her i landet, til national adoption med samtykke behandles af Familieretshuset. Familieretshuset forelægger sagen for Ankestyrelsen, hvis der foreligger oplysninger, som giver anledning til mistanke om overtrædelse af § 31, stk. 1, i adoptionsloven (ulovlig adoptionshjælp).

Stk. 2 En sag om frigivelse af et barn, der har bopæl her i landet, til national adoption uden samtykke behandles af Ankestyrelsen.

§ 58

Modtager kommunalbestyrelsen en henvendelse om frivillig frigivelse af et barn til national adoption, vejleder kommunalbestyrelsen forældrene om mulighederne for at modtage støtte efter den sociale lovgivning, hvis de undlader at bortadoptere barnet. Hvis ønsket om bortadoption fastholdes, videresender kommunalbestyrelsen snarest sagen, om muligt senest ved barnets fødsel, til Familieretshuset.

Stk. 2 Familieretshuset vejleder forældrene på samme måde som nævnt i stk. 1, hvis vejledning ikke allerede er givet af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3 Fastholdes ønsket om bortadoption, sørger Familieretshuset for, at der foretages de nødvendige undersøgelser af barnets og forældrenes forhold.

§ 59

Henvendelse om adoption af et barn, der bor i Danmark, til en ansøger med bopæl i en anden stat, der har tiltrådt Haageradoptionskonventionen, kan ske til Familieretshuset.

Stk. 2 Familieretshuset forelægger en sag efter stk. 1 for Ankestyrelsen.

National fremmedadoption
§ 60

Når et barn frigives til national fremmedadoption med eller uden samtykke, sender Familieretshuset henholdsvis Ankestyrelsen sagen til Adoptionsnævnet. Hvis samtykket til bortadoption er givet med henblik på, at barnet adopteres af en bestemt ansøger, behandles sagen dog af Familieretshuset.

§ 61

Når et barn bringes i forslag, jf. § 60, 1. pkt., udvælger Adoptionsnævnet blandt de godkendte ansøgere, hvis sag er sendt til Adoptionsnævnet, jf. § 36, stk. 2, den ansøger, der skønnes bedst egnet til at adoptere det konkrete barn.

Stk. 2 Hvis det barn, som Adoptionsnævnet har bragt i forslag, ligger uden for ansøgerens godkendelse, tager Adoptionssamrådet stilling til, om en ansøgning om udvidelse af godkendelsen til at omfatte det foreslåede barn kan imødekommes.

§ 62

Familieretshuset indhenter en fuldstændig straffeattest om ansøgere med en generel godkendelse, jf. § 18, stk. 1, nr. 2, umiddelbart inden barnet overdrages til ansøgeren. Ligeledes indhenter Familieretshuset en fuldstændig straffeattest om ansøgere med en konkret godkendelse, jf. § 18, stk. 1, nr. 1, umiddelbart inden adoptionsbevillingen udfærdiges.

Stk. 2 I sager, hvor barnet adopteres uden samtykke, indhentes straffeattest efter stk. 1 af Ankestyrelsen.

§ 63

Når adoptionssamrådet godkender en ansøger til national adoption af et konkret barn, jf. § 18, stk. 1, nr. 1, skal sagen indberettes til Ankestyrelsen.

Orientering i sager om adoption uden samtykke
§ 64

Ankestyrelsen orienterer den involverede kommune om afgørelsen i sager, der er rejst efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.