En kommune, K, havde i en e-mail fra Ks HR-afdeling, sendt i
foråret 2009 til bl.a. den lokale lærerkreds, meddelt, at aftaler
om ansættelse af tjenestemandspensionister ved Ks skoler alene
kunne indgås med Ks HR-afdeling, og ikke - som der hidtil havde
været givet delegation til - med skolelederne på de skoler, hvor
lærerne skulle ansættes. Baggrunden for udmeldingen var flere
tilfælde, hvor pensionerede tjenestemænd efter aftaler indgået
mellem en skoleleder og lærerkredsen var blevet ansatte i
overenskomstdækkede, tidsbegrænsede stillinger på vilkår om, at de
oppebar fuld overenskomstmæssig løn oven i deres
tjenestemandspension. Ks mail blev ud over til lærerkredsen også
sendt til skolelederne i K.I slutningen af oktober 2009 rettede en skoleleder ansat i K
henvendelse til lærerkredsen om ansættelse af en pensioneret
tjenestemand i en tidsbegrænset overenskomstlønnet stilling.
Henvendelsen resulterede i, at skolelederen og lærerkredsen indgik
en aftale om ansættelse på samme vilkår, som der tidligere var
indgået aftale med lærerkredsen om. I november 2009 meddelte Ks
HR-afdeling, efter at have blevet bekendt med aftalen, at der ikke
ville blive udfærdiget et ansættelsesbrev på de i aftalen fastsatte
ansættelsesvilkår. Lærerkredsen og skolelederen svarede K i flere
mails, at de anså sig for kompetente til at indgå aftalen. K
fremsendte i tilknytning hertil et udkast til en generel aftale til
lærerkredsen, som denne afviste.I december 2009 indgik lærerkredsen en lignende aftale for en
anden pensioneret tjenestemandsansat lærer, også denne gang blev
aftalen indgået med en lokal skoleleder, som havde rettet
henvendelse til lærerkredsen herom.Arbejdsretten udtalte, at K ikke havde godtgjort, at man i
forhold til lærerkredsen havde været berettiget til at se bort fra
den ansættelsesaftale, som lærerkredsen i oktober 2009 havde
indgået med den lokale skoleleder. Kommunen havde derfor ved
ensidigt at fastsætte den pågældende lærers ansættelsesvilkår brudt
sine overenskomstmæssige forpligtelser over for lærerkredsen. Som
følge af kommunens reaktion og udmeldinger i november 2009 kunne
lærerkredsen derimod ikke ved indgåelsen af aftalen i december 2009
have været i tvivl om, at aftalen var i strid med meddelelsen i
HR-Afdelingens mail i foråret 2009. Arbejdsretten fandt, at det
ikke var i strid med Ks overenskomstmæssige forpligtelser, at K i
denne situation ensidigt havde fastsat den pågældende lærers
ansættelsesvilkår, ligesom Arbejdsretten fandt, at lærerkredsen ved
at have indgået den pågældende aftale havde tilsidesat sin pligt
til at agere loyalt i overenskomstforhold.Arbejdsretten fandt dog, at der i begge de pligtstridige forhold
også var udvist kritisabel adfærd fra modpartens side, og frifandt
derfor begge sagens parter for den anden parts påstand om betaling
af bod.